Overblik: Kulturkommunens prestigeprojekt blev aflyst i 11. time

Aarhus Kommune har i årevis set frem til en letbane, der har haft sin optakt med lukkede vejbaner og sporarbejde. Og lørdag skulle banen så være klar til brug, men fredag eftermiddag måtte projektets direktør gå bodsgang i medierne med beskeden om, at det ikke kommer til at ske.

Aarhus Letbane har, til stor ærgrelse for ikke mindst Aarhus Letbane selv, meddelt, at den ikke bliver køreklar til tiden. Et skøn lyder på, at letbanen først vil være klar om halvanden til to måneders tid. Det er dog ikke meget i forhold til, hvor længe den har været undervejs. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

I lørdags skulle Aarhus’ letbane efter års ventetid stå parat til at tage de første passagerer med. Men dagen før, måtte Aarhus Letbane melde ud, at det ikke skulle blive sådan.

Problemer med sikkerhedsgodkendelsen af Aarhus Letbane var skyld i, at åbningen må lade vente på sig, da Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen ikke mente, at dokumentationen for sikkerheden var i orden.

I en uddybelse heraf har Trafikstyrelsen skrevet, at problemet bunder i, at letbanens operatør, Keolis, ikke har dokumenteret sikkerhedsarbejdet tilfredsstillende. Det fortæller bl.a. Trafikstyrelsen og Ingeniøren.

»Jeg har anmærkningsfri rapport på, at sikkerheden på Aarhus letbane er i orden. Det andet er min operatør Keolis, hvor vi i foråret bliver opmærksomme på, at de har nogle problemer. Her beder vi dem om at stramme op og giver dem et alvorligt varsel for seks uger siden,« siger Claus Rehfeld Moshøj, der er direktør for Aarhus Letbane til TV 2 Østjylland.

I en pressemeddelelse skriver Aarhus Letbane, at der er to grunde til, at Trafikstyrelsen ikke har valgt at godkende letbanen endnu:

»Dels afviser Trafikstyrelsen at efterfølge den uvildige assessors vurdering af, at Aarhus Letbane lever op til kravene om fremtidig vedligehold (…) Dels er Trafikstyrelsen ikke tilfreds med dokumentationen af det sikkerhedsarbejde, som letbanens operatør Kreolis har udført.«

I pressemeddelelsen knyttes også kommentaren:

»Det er særdeles skuffende og Aarhus Letbane vil nu undersøge, om der i den forbindelse kan placeres et ansvar hos operatøren.«

Projektet skønnes at blive udskudt i halvanden til to måneder, og det er ikke lang tid i forhold til, hvor lang tid planerne om at bygge en letbane har været undervejs.

Her er et overblik over arbejdet på Aarhus Letbane:

I 2005 blev Århus Amt sammen med daværende amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen og Aarhus Kommune enige om at gå i gang med udredningsarbejdet for at se på mulighederne for en letbane.

En lokalplan i 2010 og i 2012 banede vejen for, hvordan sådan en letbane skulle udføres, samt hvor perronerne skulle ligge.

31. oktober 2012 blev der indgået en aftale om at finansiere letbanen. Aftalen blev indgået mellem daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (A), Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard (A), rådmand Laura Hay (V) og Region Midtjyllands formand Bent Hansen (A).

8. maj 2012 vedtog Folketinget en lov om, at lovgrundlaget for at bygge den første del af letbanen i Aarhus var på plads.