Efter heftig offentlig diskussion om regeringens første udspil til en koranlov, reviderer den i dag sit bud på et lovforslag og fremsætter et nyt, der efter høringer er ændret på en række punkter. 

Forlaget handler om forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. 

Justitsministeriet har fremlagt et faktaark med ændringerne. De er her: 

Indskrænkning til »skrift med væsentlig religiøs betydning«

Før: I det første lovforslag var der lagt op til, at forbuddet skulle gælde utilbørlig behandling af »en genstand med væsentlig religiøs betydning« eller »en genstand, der fremstår som en sådan«. 

Nu: I det nye Lovforslag gælder forbuddet alene utilbørlig behandling af »et skrift, der har væsentlig religiøs betydning« eller »en genstand, der fremstår som et sådant skrift«.

Regeringen er gået fra genstand til skrift. Der er ifølge ministeriet tale om en »indskrænkning af bestemmelsens anvendelsesområde«.

Kun anerkendte trossamfund

Før: I det første lovforslag var der lagt op til, at forbuddet skulle omfatte »et trossamfund«, uanset om trossamfundet var registreret som anerkendt eller ej.

Nu: I det nye lovforslag vil forbuddet alene omfatte utilbørlig behandling af et skrift med væsentlig religiøs betydning for »et anerkendt trossamfund«. 

Beskyttelse af handlinger foretaget i kunstnerisk øjemed

Lovforslaget er ændret, så kunstneriske fremstillinger vil falde uden for forbuddet, hvis den ellers utilbørlige behandling udgør en mindre del af et kunstnerisk værk.

Et kunstnerisk værk, som har den utilbørlige behandling som den eneste eller centrale bestanddel, vil derimod være omfattet af bestemmelsen.

Billigelse af utilbørlig behandling er ikke strafbart

Med lovforslaget slår regeringen også fast, at det ikke vil være strafbart »offentligt udtrykkeligt at billige utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller at billige forhånelse af en fremmed stats flag mv. i den nugældende § 110 e i straffeloven,« som det fremgår af faktaarket.