OVERBLIK: "Forsvundne" udlændinge påvirker statskassen

Når udlændinge fejlagtigt ikke bliver frameldt cpr-registret, beholder de rettigheder, som de ikke burde have.

Udrejse udlændinge, der stadig har dansk cpr-nummer, kan blandt andet fortsætte med at få gratis lægehjælp i Danmark. Arkivfoto Free/Colourbox
Læs mere
Fold sammen

København. Mellem 7000 og 8000 udenlandske studerende og arbejdstagere glemte sidste år at fortælle folkeregistret, at de forlod Danmark.

Dermed beholder de deres danske cpr-nummer og en række rettigheder, skriver Ugebrevet A4.

Her er nogle eksempler:

* Praktiserende læger modtager et grundbeløb for at have dem tilknyttet til en praksis. Desuden optager udlændingene en plads. Det er et problem i København, hvor flere lægeklinikker har lukket for nye patienter.

* De omtalte udlændinge har ret til behandling på danske sygehuse.

* Cpr-nummeret kan give ret til at stemme ved kommunalvalg.

* Man optjener ret til folkepension, hvis man er registreret med bopæl i Danmark. Jo længere tid med dansk bopæl, jo større bliver folkepensionen. Dog skal man mindst have boet tre år i landet.

* Også i forhold til udbetaling af børnecheck, barselsdagpenge og børnetilskud er cpr-nummeret relevant. Myndighederne bruger dog også andre oplysninger til at finde ud af, om personer kan modtage ydelserne.

* I nogle tilfælde bruger man indbyggertallet i kommuner til at beregne tilskudsordninger eller refusion. Derfor er det et problem, hvis de omtalte udlændinge tæller med.

Kilde: Ugebrevet A4

/ritzau/