Overblik: Det ved vi om Kundby-sagen

Tirsdag blev den 16-årige pige fra Kundby-sagen sigtet for at have planlagt terrorangreb mod en jødisk skole i København og hendes tidligere folkeskole i Fårevejle i Nordvestsjælland. Få overblikket over sagen her.

Det var på alle måder usædvanligt.

Da en større politistyrke fra Midt- og Vestsjællands Politi den 13. januar rykkede ud med bomberyddere på en villavej i den lille by Kundby i Nordvestsjælland gjorde de tilsyneladende flere interessante fund.

Dengang kunne flere medier fortælle, at politiet fandt sprængstoffer, og derfor blev ejendommens 15-årige beboer varetægtsfængslet. TV 2 erfarede desuden, at pigen blev sigtet for billigelse til terror.

Helt ekstraordinært blev sigtelsen mod hende hemmeligholdt og hele sagen mørklagt, og ved grundlovsforhøret dagen efter besluttede dommeren, at pigen – trods sin unge alder - skulle tilbringe de næste uger i isolation.

Konverterede til islam sidste år

Den nu 16-årige pige konverterede til islam 17. oktober sidste år, og ændrede efterfølgende adfærd på de sociale medier. Hun begyndte blandt andet at citere vers fra koranen, skrive på arabisk, og er– ifølge eget udsagn – stoppet med at drikke alkohol.

På det sociale medie Ask.fm, hvor hun har en profil, svarer hun også på flere spørgsmål om jihad. Blandt andet bliver hun spurgt, hvad jihad er, hvortil hun svarer »Hellig krig, skat«. På spørgsmålet om hvorvidt hun støtter jihad, svarer hun helt kort: »Ja«.

Hun figurerer desuden flere gange med en pistol i hånden og fortæller, at hun har gået til skydning, og kommer med anbefalinger til, hvordan hendes følgere kan blive dygtige til at skyde:

»Der findes træningslejre, hvor du kan lære at skyde, hvis det var det, du ville,« skriver hun.

Herunder kan du se, hvor i landet Kundby ligger.

Under retssagen er det også kommet frem, at pigen har været i ledtog med en 24-årig mand fra Østjylland, som er tidligere Syrienskriger. Den 16-årige pige har tidligere omtalt ham som »sin bedste ven«. Han meldte sig selv dagen efter, hun blev anholdt, og har ligeledes siddet varetægtsfængslet siden.

Begges varetægtsfængslinger er gang på gang blevet forlænget uden at nogen af sigtelserne har været kendt af offentligheden.

Plan om terrorangreb mod skoler

Først tirsdag kom det frem, at pigen er sigtet for overtrædelse af straffelovens §114 for at planlægge terrorangreb mod to skoler. Det drejer sig angiveligt om den jødiske Carolineskolen i København og Sydskolen i Fårevejle i Nordvestsjælland, hvor den 16-årige pige tidligere har været elev.

Flere medier skriver, at hun konkret er sigtet for at have skaffet sig bombemanualer og kemikalier til fremstilling af sprængstoffet TATP, der også går under det mere mundrette navn »Satans mor«. Formålet skulle ifølge sigtelsen være en prøvesprængning med henblik på at bombe Carolineskolen i København.

Op til den 8. januar skulle hun desuden have forsøgt at fremstille en gødningsbombe til brug for et terrorangreb mod Sydskolen i Fårevejle. Det angreb mislykkedes ligeledes, da hun blev anholdt forinden.

Den tidligere Syrienskriger blev tirsdag sigtet for at medvirke til pigens planer om at angribe de to skoler.

Sigtelserne har tidligere været hemmeligholdt med henvisning til politiets opklaringsarbejde.

»I første fase har det været afgørende, at sigtelserne ikke kom frem af hensyn til sagens efterforskning. Nu er vi kommet videre til en ny fase, hvor vi faktisk har brug for at bruge sigtelserne i arbejdet,« sagde senioranklager Kristian Kirk til Ritzau umiddelbart efter dagens møde i Retten i Holbæk.

PET har efter de to anholdelser ikke vurderet, at der er grund til at ændre trusselsbilledet mod Danmark, som fortsat er alvorligt. Det oplyser PET i en pressemeddelelse.

De to sigtede er begge blevet varetægtsfængslet frem til 30. marts. Hun skal sidde i en institution, der er særligt egnet for unge, skriver Ritzau. De nægter sig begge skyldige i anklagerne.