OVERBLIK: Det siger de om kommunalt forlig

Det lykkedes parterne på det kommunale område at blive enige om nye overenskomster kort før middag fredag.

Foto: Martin Sylvest. Grete Christensen foran Forligsinstitutionen hvor overenskomstforhandlingerne finder sted fredag den 27. april 2018. Forhandlingsparterne på det kommunale område har netop indgået en overenskomst.(Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2018)
Læs mere
Fold sammen

Efter lange forhandlinger er parterne på det kommunale området blevet enige om en ny overenskomstaftale.

Sådan lyder meldingen fra topforhandlere fra både arbejdsgivere og lønmodtagere fredag fra Forligsinstitutionen.

Her kan du se, hvad de forskellige parter mener om aftalen:

* Formanden for Forhandlingsfællesskabet og forhandlingsleder på det kommunale område, Anders Bondo Christensen, siger i en pressemeddelelse:

- Vi har fundet en løsning på de tre hovedknaster, som vi har arbejdet hårdt på de seneste måneder: Løn, lærernes arbejdstid og spisepausen.

- Vi har med aftalen forbedret reallønnen for alle ansatte. Vi har afskaffet privatlønsværnet, der var en forhindring for, at de kommunalt ansattes løn fremover ville følge lønnen for de privatansatte.

- Lønudviklingen for de kommunalt ansatte forventes at blive 8,1 procent over de næste tre år.

* Akademikernes formand, Lars Quistgaard, siger i en skriftlig kommentar:

- Jeg er tilfreds med de løsninger, der er fundet, hvor særligt den overenskomstmæssige sikring af spisepausen er en stor sejr, siger han.

* Tidligere FOA-formand og forhandler Dennis Kristensen udtaler:

- Grundlæggende har vi nu identiske forlig, der sikrer en løsning for alle. Jeg er også godt tilfreds på lærernes vegne. For FOA har det været afgørende, at lærerne er tilfredse med en aftale, de selv har lavet ved overenskomstbordet.

- Det har også været et enstemmigt krav fra lønmodtagerside. Havde lærerne ikke været om bord, så var der heller ikke kommet en aftale, siger han.

* Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg og topforhandler ved overenskomstforhandlingerne, siger:

- Det er et økonomisk ansvarligt forlig, som sikrer en reallønsfremgang, samtidig med at det også sikrer en balance i forhold til lønudviklingen i det private erhvervsliv.

- De kommunalt ansatte skal have fornuftige lønninger, men det er vigtigt, at de ikke bliver lønførende, siger han.

Formanden for hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey, udtaler:

- Jeg er kisteglad for den enighed, der nu er opnået om overenskomstfornyelsen. Det er et godt forlig, som kom i hus med en flot slutspurt løftet af hele lønmodtagersiden.

* BUPL-formand Elisa Bergmann siger:

- Det er historisk, at vi er nået hertil. Efter langtrukne forhandlinger, sammenbrud og udsættelse. Der er ingen tvivl om, at det er solidariteten og sammenholdet, der har båret os hele vejen.

Kilder: Forhandlingsfællesskabet, Akademikerne, FTF, Bupl, KL, FOA.

/ritzau/