Den danske våbeneksport, -transport og -produktion til Israel skal stoppes.

Sådan lyder det fra flere end 600 filmfolk i et åbent brev til regeringen, der er blevet publiceret i Politiken.

Det åbne brev er sendt til statsminister Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V), Nicolai Wammen (S), Peter Hummelgaard (S), Stephanie Lose (V), Morten Bødskov (S) og Jakob Engel-Schmidt (M).

I brevet anklager hundredvis af filmfolk regeringen for indirekte og direkte af støtte Israel. De hævder blandt andet, at Danmarks våbenleverancer til Israel er medvirkende til krigsforbrydelser og overtrædelser af folkeretten. 

»Vi troede, at vi var en del af et land, der vægtede respekten for andre menneskers liv højt. Hvor det var en værdi, at man ikke måtte skyde børn i hovedet. At man ikke måtte indespærre og udsulte folk,« står der.

Det er, skriver de videre, ikke længere nok at beklage situationen.

Det kræver handling.

I brevet kommer filmfolkene med fire konkrete krav, som de opfordrer den danske regering til at tage til sig. De lyder:

  • Stop al dansk våbeneksport, -transport og -produktion til Israel (herunder F-35-samarbejdet).

  • Anerkend Palæstina som en selvstændig stat.

  • Modtag sårede palæstinensere fra Gaza til behandling.

  • Arbejd aktivt for en ophævelse af EUs associeringsaftale med Israel, indtil krigsforbrydelserne stopper, nødhjælp får fri adgang, og pressefrihed sikres i Palæstina. 

»Vi stopper ikke med at råbe op, før I sætter handling bag jeres ord,« skriver de afslutningsvist.

Blandt medunderskriverne står navne som instruktør og manuskriptforfatter Anders Morgenthaler, skuespiller Olivia Joof Lewerissa og filminstruktør Jonas Risvig. Musikeren og skuespilleren Emma Sehested Høeghs navn fremgår også på listen.

Det er ikke første gang, at Emma Sehested Høegh støtter op om lignende budskab. I maj deltog hun, sammen med en række andre musikere, i en kampagnevideo fra Oxfam Danmark.

Kampagnevideoens budskab lød »Jeg vil ikke være medskyldig« og appellerede på samme vis til den danske regering.

Også her opfordrede en række kulturpersonligheder regeringen til at stoppe al våbenhandel med Israel.