Over 5000 så mandag prins Henriks båre

Det samlede antal besøgende for hele åbningstiden - lørdag, søndag og mandag - var 19.356.

Castrum Doloris for offentligheden i Christiansborg Slotskirke mandag den 19. februar 2018. Prins Henrik sov stille ind på Fredensborg slot den 13. februar 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

5834 mennesker var mandag i Christiansborg Slotskirke for at se prins Henrik ligge castrum doloris.

Det oplyser Jan Blichert-Hansen, der er driftsleder ved Christiansborg Slotsforvaltning.

»Der har også i dag været rigtig mange mennesker. De, der har stået længst tid i kø, har stået i kø i tre timer igen i dag,« siger han.

Castrum doloris - det er latin for "smertens leje" - er en flere hundrede år gammel tradition i kongehuset, hvor den lukkede ligkiste stilles frem til offentligt skue.

Søndag lagde 8441 mennesker vejen forbi for at se prins Henriks ligkiste, men her var åbningstiden dog længere, siger Jan Blichert-Hansen.

Mandag var der åbent for offentligheden kl. 14.30 til 19, mens åbningstiden søndag var kl. 12 til 19.

Det samlede antal besøgende i hele åbningstiden - lørdag, søndag og mandag - var 19.356.

»Man vidste godt, at der kom mange, men der har været utrolig mange. Det er ganske overvældende.«

»Der har været mennesker hele tiden, men stemningen i køen har været fin, selv om man skulle stå der i mere end to timer. Selv om folk kom forfrosne frem, så var de ved godt mod,« siger Jan Blichert-Hansen.

Før prins Henrik var det seneste medlem af den danske kongefamilie, der havde ligget castrum doloris, dronning Ingrid i år 2000.

Her lagde cirka 28.000 danskere vejen forbi Christiansborg Slotskirke, men Christiansborg Slotskirke var her åben i længere tid for offentligheden, forklarer Jan Blichert-Hansen.

»Forskellen er her, at der er en bisættelse og andre arrangementer, og det har betydet, at der er en kortere åbningstid for prins Henrik,« siger han.

Mandag var sidste chance for at se prins Henrik ligge castrum doloris.

Tirsdag skal han bisættes ved en privat ceremoni, hvor blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, deltager.

/ritzau/