Ostekrigen i Karise

Antallet af selvstændige ostehandlere er hastigt på retur. Men den lille by Karise på Sjælland har for nylig fået hele to ostebutikker, og det har ført til kold krig i Karise. Berlingske Søndag har undersøgt balladen om ostehandlerne Niels Erik, Hanne og Henrik.

Niels Erik Mahler i sin nyåbnede butik Ostehuset på hovedgaden i Karise. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Dronten. Elefantfuglen. Den tasmanske pungulv. Hvor mange skabninger har verden ikke måttet sige farvel til i de seneste århundreder! Og i Danmark, vort hjemland, er turen nu snart kommet til ostehandlerne. En passioneret og indædt, men ikke desto mindre hastigt uddøende aktør i detailbranchen.

Lige bortset fra i Karise på Østsjælland. Men herom lige om lidt.

Ostehandlerforeningen tæller efterhånden kun 56 butikker i hele landet, og uden for foreningen gentager det samme sørgelige billede sig. De modne ansigter bag de grædende butiksruder er trasket i fodsporene på de små mejerier, og med dem forsvinder en ganske særlig egenart, som vil blive savnet, når de har smidt forklædet og er blevet lige så kedelige som alle os andre. For de kan deres oste på travet, ostehandlerne, og i de lagrede lufte i deres små afkølede nicher har de på ensomme piedestaler fremelsket og plejet uendelige mængder stolthed og selvfølelse, som de sammen med deres viden har begunstiget kunderne med gennem skiftende tider.

Er der én, der kender ostehandlerne fra nærmeste hold, er det Torsten Buhl, direktør i foreningen Danske Slagtermestre, som deler sekretariat med Ostehandlerforeningen.

»For os andre dødelige er ost måske ikke helt så bevægende et fænomen, men det er det altså for dem. Det er lidenskab, der rækker langt ud over den faglige indsigt.«

Så de kommer nemt op at diskutere, når de mødes?

»Ja, det kan jeg lige love dig for. Ikke sådan forstået, at de skændes. Men de kommer bare op i meget højere omdrejninger inden for ostefaget. Og det er en lidenskab, de deler med de kunder, som er tilbage. Kunderne forventer at stå over for én, der simpelt hen ved alt om ost.«

Et osteorakel …

»Ja, netop.«

Orakel. I antikken var der et orakel i Delfi og et andet i Cumæ. De optrådte altid i bestemt ental: Oraklet i Delfi eller Sibyllen i Cumæ. Aldrig oraklerne eller sibyllerne. Måske fordi det ville have været svært for dem at holde masken, hvis der var en anden indviet, som så på, mens magtens mænd fik blotlagt skæbnens veje under røgelse og skrigen.

Og måske – men dette er kun en parentes – er dette også grunden til, at ingen ostehandler så vidt vides nogen sinde har repræsenteret folket på tinge.

Historiker, dr.phil. og tidligere folketingsbibliotekar Kristian Hvidt erindrer i hvert fald ikke én eneste.

»Der kom jo ellers mange detailhandlere i Folketinget med Glistrup. Men hvis der havde været en ostehandler, havde jeg nok kunnet huske det,« siger han.
Ostehandlerne har alle dage haft det bedst hjemme hos sig selv. Og det vel at mærke, hvis der kun er ét ego pr. ostebutik. Én person, der bestemmer, hvornår osten skal vendes, og om et slogan som »Gør Lønborg Ost til hverdagskost« virkelig er passende til den lokale biografreklame.

MEN NU TIL KARISE, en lille by midt i Mor Karen-distriktet. Her betyder ostehandler-logikken, at byen på trods af sine godt 2.000 indbyggere pludselig har ikke én, men hele to osteforretninger.

Den ene hedder Ostelageret og ligger, hvor den hele tiden har ligget: I det gamle Karise Mejeri, som bl.a. også rummer en butik med tøj til store piger og en vinforretning. Den anden hedder Ostehuset og ligger 500 meter derfra, indrettet i en nedlagt slagterforretning. Ostelageret og Ostehuset. Det lyder nogenlunde ens. Lugten og produkterne er også nogenlunde de samme. Der er både Primadonna og mellemlagret Mammen begge steder.

Grunden til, at en så lille by har to ostebutikker, når hele København kun har en håndfuld tilbage, kan virke som en gåde for den gennemrejsende. Men ikke for de fastboende. Et besøg hos den gamle købmand i Karise – den sidste diskbetjente købmandsforretning på hele Østsjælland – opklarer affæren med et snuptag.
Ved du, hvorfor der er to osteforretninger i byen?

»Ja, det ved jeg sådan set,« siger købmanden, den 60-årige Jacob Sommerlund Hansen. Så tager han en dyb indånding.

»På det gamle mejeri har de haft en medarbejder deroppe i 15-20 år, Niels Erik. Så hende der ejer det, fandt en fyr og flyttede sammen med. Han var sådan set i en anden branche. Og så ham den anden – han har gået og vendt ost og solgt den alene i mange år – da hun så fik den her nye ven, var det ligesom, at han skulle fortælle ham, hvordan man vendte ost. Og når man var 60 år eller deromkring, så syntes han ikke, at han ville sættes på plads af en, der ikke havde rigtig forstand på det.«

Ergo gik den gamle ostemand, Niels Erik, sin vej og begyndte for sig selv.

Det var sidste sommer. Siden har der været krig på kniven i Karise. En kold krig, dybt forankret i ostehandlerkulturen. Og branchens tilstand taget i betragtning muligvis den sidste ostehandlerkonflikt i Danmarks skrevne og uskrevne historie.
NIELS ERIK, der har det musikalske efternavn Mahler, ved noget om at være orakel.

»Når du står i sådan en lille butik, er det et show, hvor du skal fange kunden. Sådan var det også før i tiden på mejeriet. ’Hvorfor er en Gouda mere gul end en Danbo?’ ’Fordi den bliver lavet længere sydpå.’ Eller: ’Hvorfor er der så mange huller i?’ ’Fordi der er kommet mere gær i.’ Det er sådan noget fis, man kan finde på at fyre af. Det er en del af showet,« forklarer han.

Han står bag disken i sin nye osteforretning i Skolegade, som han åbnede 1. juli 2008 i den nedlagte slagterbutik over for splatterbutikken med rollespils-udstyr og det gode bageri efter meget hemmelighedskræmmeri.

»Jeg sagde: ’Nu holder jeg fem ugers ferie, og så vil jeg finde ud af, hvad jeg vil lave.’ Jeg ville jo ikke fortælle hende, hvad jeg ville lave. Så var hun nok blevet stiktosset.«

»Hun« er den 57-årige lærer, Hanne Mygenfordt, som sammen med sin et år yngre mand, Henrik Mygenfordt, er direktør for Ostelageret på Søndergade. Niels Erik Mahlers tidligere arbejdsgivere. Sidst de så hinanden i øjnene, var den dag i maj, da Niels Erik havde sin sidste dag på mejeriet.

Men I mødes vel på gaden indimellem?

»Nej. For det er jo i hver sin ende af byen. Og hvad skulle vi også snakke om,« som Hanne Mygenfordt forklarer.

Det passer nu ikke helt, ifølge Niels Erik Mahler.

»De hilser hverken på mig eller min kone Tove. Engang mødte jeg ham ved bageren. ’Dav Henrik,’ sagde jeg til ham. Men han kiggede bare på mig, som om jeg var en idiot, han ikke kendte. Så de er fuldstændig sure, det er der ingen tvivl om.«

ENGANG FOR IKKE LÆNGE siden var der harmoni og orden i oste-kosmos. Det var dengang, Niels Erik Mahler stadig havde frie hænder til at gøre, hvad han fandt rigtigt, på det gamle Karise Mejeri. Oprindelig var han automekaniker og forsikringsmand, men var i 1993 blevet ansat på mejeriet af Hanne Mygenfordts samlever, som var den oprindelige ejer af mejeriet og ham, der havde forstand på ost og lærte Niels Erik Mahler op. Men da han døde i 1995, kom Niels Erik Mahler til at stå for den daglige drift, mens Hanne Mygenfordt fortsatte sin lærergerning og i osteforretningen blot købte det ind, Niels Erik Mahler bad hende om.

»Jeg var glad for at være der. Jeg havde jo regnet med, at jeg skulle have gået der, til jeg blev 62. Og så kunne jeg være gået på efterløn,« siger han.

Men kærlighedens veje er uransagelige. Og ved en af disse veje stod Henrik, en tidligere karetmager og smed fra København.

»Ja, ikke for at forklejne københavnere. Men det var han altså,« som Niels Erik Mahler forklarer.

Havde han forstand på ost?

»Nej!«

Indtil da havde Hanne Mygenfordt ladet Niels Erik Mahler bestemme over ostens velfærd. Men i 2006 begyndte Henrik at komme på lageret, og det nyforelskede par gjorde sig gældende med voksende tyngde.

»Pludselig ville hun selv ind i forretningen og være direktør med stort D. Og han ville også være ostemand. Jeg begyndte at få at vide, hvordan jeg skulle gøre tingene. Og der var ikke noget med, at der var nogen kommunikation. Det var bare ordrer. Og så var det, jeg syntes, at når man ikke snakkede pænt til mig, og jeg ligesom skulle køres ud på et sidespor, så kunne jeg lige så godt starte for mig selv,« fortæller Niels Erik Mahler.

Det er nu ved at være et år siden, at tingene for alvor begyndte at gå i hårdknude. Hanne og Henrik Mygenfordt, som blev gift sidste forår, husker det tydeligt.

»Niels Erik blev fornærmet over, at Henrik dukkede op. Indtil da følte Niels Erik nok mere eller mindre, at han kørte det alene. Og han respekterede mig heller ikke særlig meget. Det synes jeg egentlig var meget irriterende, fordi det var trods alt mig, der var chefen. Jeg kunne for eksempel godt finde på at sige til ham: ’Niels Erik, er du sød lige og hente en ost?’ Og så skete der ikke noget,« fortæller Hanne Mygenfordt.

Henrik Mygenfordt: »Han havde tabt overblikket, og derfor var der kaos på lageret. Det blev simpelt hen taget fra ham.«

Var der andre ting, I var uenige om?

Henrik Mygenfordt: »Ja, den måde han ordnede ost på, den var jeg utilfreds med. Han høvlede nogle grimme spor i osten, og det irriterede mig. Det sagde jeg selvfølgelig til ham. Og det irriterede så ham.«

NYE OSTEMÆND OG -KVINDER, fødes, andre rykker videre. For Niels Erik Mahler var dråben, da ægteparret Mygenfordt besluttede at rykke åbningstiderne to timer frem, fra klokken otte til klokken ti.

Så var det, at slagtermester Graulunds forretning over for bageren og splatterbutikken blev ledig, og Niels Erik Mahler begyndte at drømme om at få foden under egen disk. Men først skulle han helskindet ud fra mejeriet.

Hanne Mygenfordt: »Han begyndte jo at nærme sig sin 60-års fødselsdag, så en dag spurgte jeg ham: ’Hvad Niels Erik, skal du stoppe her, når du fylder 60?’ Nej, han ville sådan set godt stoppe nu, hvis det var i orden med mig. Det var det. Jeg troede jo, at han ville på efterløn.«

Væk var han, og der blev ro på Ostelageret. Men ikke længe. Den kolde krig var en realitet, da bladet Faxe Bugten sidst i juni bekendtgjorde, at »Ostehuset i Karise åbner den 1. juli.«

»’Ahva?’ sagde vi så,« fortæller Hanne Mygenfordt.

Og hvad så?

»Så ikke mere. Det er jo op til manden selv. Det kan vi jo ikke blande os i.«

»Men vi synes godt nok, det er underligt,« siger Henrik Mygenfordt.

Men er byen ikke for lille til to osteforretninger?

»Jo, det burde man jo mene. Men vi har faktisk ikke mærket det på omsætningen,« siger Hanne Mygenfordt.

Niels Erik Mahler er dog ikke i tvivl.

»Jeg har taget en stor del af hendes kunder. Men hun er stadig den største. Jeg mangler jo så noget reklame omkring Køge/Solrød. Haslev-Ringsted-Slagelse, den er god nok, dem har jeg,« siger han selvsikkert.

HELT UDEN DRAMATIK er det dog ikke forløbet. Niels Erik Mahler har ikke glemt, hvordan fødevareregionen stillede få dage efter åbningen af hans butik.

»’Du skulle da først være kommet om tre måneder,’« sagde jeg til hende fra fødevareregionen. ’Ja. Men du er blevet anmeldt.’ ’Mig, anmeldt! Af hvem? For hvad?’ ’Det må jeg ikke oplyse. Men det er en kvinde.’ Alt var i orden, og jeg fik min smiley. Og så kom de fra Arbejdstilsynet. De ’skulle lige se’. Se hvad? Jeg har jo ingen ansatte. ’I har da ikke noget med det her at gøre!’ Jo jo, det mente de. Så skulle de se toilettet og alt muligt. ’Du kan bare gå op ad trappen og hen for enden, jeg gider ikke gå med dig,’ sagde jeg,« fortæller Niels Erik Mahler.

Sådan ligger landet, i Danmarks største og utvivlsomt mest dynamiske osteby, Karise, der stadig lægger navn til en populær havarti, som primært sælges i Sverige og Tyskland. Historien er for længst rygtedes til branchen, og fra leverandører og tidligere og nuværende kolleger lyder der kommentarer som:

»Det var ligesom i Haslev, dér giftede enken sig bare med en smart ingeniør, og så var det forbi,«

»Jeg kan lige se, hvad der er sket derovre, med det billede jeg har på nethinden af hende,«

»Det er ufint af ham at starte lige ved siden af. Ikke så smart, nej.«
Således er Karise i dag en delt by mellem to orakler, og skyttegravene bliver blot dybere og dybere.

Tror du nogensinde, I får et ordentligt forhold til hinanden igen?

Niels Erik Mahler: »Nej!«

Det er du helt sikker på?

»Fuldstændig 100. Jeg kunne såmænd godt have lyst. Men det har hun ikke. Og han vil slet ikke.«

Er situationen holdbar?

»Det er ikke til at vide,« siger Hanne Mygenfordt.

Henrik Mygenfordt: »Vi har ikke tænkt os at stoppe, i hvert fald.«

HVIS DER SKAL BYGGES tillid op mellem ostehandlerne, ligger det eneste håb tilsyneladende, hvor man ikke venter at finde det, nemlig i den mindst populære del af osten. Endestykket. For skorpepolitikken er Karises ostehandlere nogenlunde enige om. Endnu da. Og det skulle da også være mærkeligt andet. Kogt ned til en sætning vil det sige, at »vi starter fra en ende af.« Hvis en kunde vil have midterstykket, skal kunden præsentere meget gode argumenter for at bøje ostehandlerens urokkelighed.

Niels Erik Mahler: »Mange folk vil jo helst have stykket inde i midten, hvor der er mindst skorpe. Men nogen skal jo have det.«

Hanne Mygenfordt: »Uden skorpe? Hvad mener du? Du vil ikke have endestykket? Altså. Vi starter fra en ende af. Så hvis du tilfældigvis kommer, hvor vi har en halv ost, så starter vi fra en ende af. Men vi kan godt skære skorpen fra for dig, og du kan få lov at få den med, men du skal betale for den.«

»Hvad nu hvis du gik til bageren og sagde: ‘Jeg vil godt have midten af det brød.’ Det går jo ikke,« siger Henrik Mygenfordt.

Man skal ikke pille ved verdens søjler eller det, der er tilbage af dem. Konsekvenserne kan, i en kaotisk og skrøbelig tid, være uoverskuelige.