På landets asylcentre kan der netop nu tælles 27 eksempler på de såkaldte børneægteskaber. Ægteskaber, hvor én eller begge parter er under 18 år. En redegørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet viser dog, at konstellationen af disse ægteskaber er meget forskellige.
»Der er stor forskel på de indblandedes alder. Nogle ægteskaber er indgået mellem to, der begge er unge og næsten jævnaldrende, mens der hos andre ses en stor aldersspredning. For at varetage barnets tarv er det nødvendigt, at man foretager en konkret vurdering af de individuelle sager. Der skal tages hensyn til den enkelte,« siger Louise Holck, vicedirektør for Institut for Menneskerettigheder.
Et eksempel fra den seneste opgørelse af børneægteskaber på landets asylcentre viser et ægteskab mellem en 14-årig, gravid pige og en 24-årig mand. Et andet eksempel giver derimod et anderledes billede. Her er der tale om et ægteskab indgået mellem en 15-årig pige og en 17-årig dreng.
Forskelle, der burde tages højde for, lyder det – ikke kun fra Institut for Menneskerettigheder, men også fra Red Barnet og Børns Vilkår.
Meldingen kommer i kølvandet på, at integrationsminister Inger Støjberg (V) onsdag præsenterede nye retningslinjer på området. Ingen mindreårige under 18 år må længere indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn. Derfor skal de par, der i dag er samlevende rundt om på landets asylcentre, også splittes ad.
Seniorrådgiver hos Red Barnet Gitte Jakobsen fortæller, at organisationen har en klar holdning til, at parret skal splittes ad, hvis én part er under 15 år. Men hvis parterne er over den seksuelle lavalder, er situationen dog noget anderledes, fastslår hun:
»Hvis der er tale om en pige og en dreng over 15 år, der ønsker at være sammen og som har en sund og god familie, er der ikke nødvendigvis grund til at skille dem ad. Her mener vi, at de sociale myndigheder skal inddrages i en konkret vurdering af, hvad der er rigtigt – om der er tale om for eksempel tvang, eller om der er en god relation. De skal også foretage en vurdering i forhold til eventuelle børn i familien.«
Adskillelsen giver os et medansvar
Direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, fastslår ligeledes, at man som samfund ikke kan acceptere at give beskyttelse og rammer for noget, »der i dansk kontekst måtte betragtes som et pædofilt forhold.«
Når det kommer til sagerne, hvor den ene part er under den seksuelle lavalder, er det vigtigt, at de samme alarmklokker, som ville ringe i en dansk sammenhæng, også ringer, når barnet er asylansøger. Men han støtter, at der blandt de ældre relationer kan være tale om ægteskaber, der udspringer af de unges eget ønske.
»Her kan det være et overgreb at skille det jævnbyrdige forhold. Den regel, som Støjberg har meldt ud i overskriftsform, og som vi endnu ikke har set et juridisk stykke papir på, består af, at man slår en streg og siger, at man splitter alle par, hvor en part er under 18 år. Det er selvfølgelig meget nemt at forholde sig til, men det er meget udansk i forhold til, hvordan serviceloven og den sociale indsats i øvrigt foregår, hvor man netop vurderer hver sag individuelt,« lyder kritikken fra Rasmus Kjeldahl.
Han peger samtidig på den risiko, der kan være ved at splitte parrene ad:
»I de tilfælde, hvor vi som samfund vælger at skille par ad, er det vigtigt at forstå, at det kan have nogle konsekvenser for kvindens fremtid. En kvinde, der er blevet skilt fra sin mand og sendes hjem igen, vil i nogle kulturer blive betragtet som en prostitueret. Hun vil blive udstødt af familien og samfundet i øvrigt. Den viden skal vi naturligvis bruge, når vi gennemtvinger adskillelserne. Der er et ansvar for at sørge for, at hun så bliver beskyttet og ikke bare sendt tilbage. Så adskillelsen skal ikke bare demonstrere vores holdning til børneægteskaber, men er en handling, som giver os et stort medansvar for kvindens fremtid.«