Organisationer: Burger-kæder bør oplyse kalorier

Ligesom i USA bør danske fastfoodkæder oplyse menuers samlede indhold af kalorier, så forburger får lettere ved at orientere sig. Det mener fire organsisationer.

Hvor fed er burgeren med pommes frites og cola til? Fastfoodkæder bør skilte med, hvor mange kalorier, der er i de faste menuer. Det mener fire organisationer, skriver Politiken.

I USA er det allerede et lovkrav, at kæder som McDonalds og Domino’s skilter med kalorier direkte på menutavlen, og den information burde også komme danskerne til gavn herhjemme. Det mener Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen og Forbrugerrådet Tænk

Sammen har de fire organisationer udarbejdet retningslinjer for, hvordan restauranter kan skilte tydeligere om kalorierne i Danmark.

»Vi kan se, at kaloriemærkningen virker i USA, hvor man også har et udtalt overvægtsproblem. Og vi kan se, at det i USA især virker hos den hvide middelklasse, som er den befolkningsgruppe, man lettest kan drage paralleller fra til den danske befolkning,« siger seniorkonsulent i Kræftens Bekæmpelse Susanne Tøttenborg til Politiken.

De fire organisationer ønsker, at fastfoodkæder skilter med kalorieindholdet for det samlede produkt, og ikke per 100 gram, så det bliver lettere for forbrugere at træffe sundere valg.

Fødevareminister Dan Jørgensen er positiv over for forslaget, men han mener, skiltningen skal ske frivilligt. Hverken McDonalds eller Burger King i Danmark ser dog nogen grund til at ændre deres kommunikation, oplyser de til Politiken.