Ordblinde Mikkel sagsøger kommune

Der skrives retshistorie tirsdag morgen, når Vestre Landsret afgør, om en kommune kan holdes ansvarlig for ikke at have tilbudt en folkeskoleelev den nødvendige undervisning. Men der skrives også familiehistorie i 18-årige Mikkel Jensens hjem i Nykøbing Mors.

Mikkel Jensens (i midten) forældre, Jette Thomsen (th.) og Sv. E. Jensen (tv.), har stævnet Thisted Kommune med et krav om 100.000 kroner i erstatning, fordi de mener, at deres ordblinde søn ikke har fået en ordentlig skolegang. Der falder dom i sagen på tirsdag. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

De er spændte i Kommunernes Landsforening, som har ydet advokatbistand til sagen, og de er spændte i Thisted Kommune, som står stævnet for ikke at tilbyde den rigtige undervisning til en ordblind elev.

Men de er mindst lige så spændte hjemme hos familien Thomsen/Jensen på Bjørndrupvej i Nykøbing Mors, for når Vestre Landsret tirsdag afgør, om Thisted Kommune skal holdes ansvarlig for ikke at have opfyldt sin undervisningspligt og erlægge op til 100.000 kroner som plaster på såret, er det familiens yngste søn, Mikkel Jensen på 18 år, det handler om.

Om hans uformåenhed igennem syv år i den lille Tingstrup Skole i Thisted, hvor familien boede indtil for et år siden - en uformåenhed, der udsprang af, at Mikkel var stærkt ordblind, men som ifølge ham selv og hans forældre aldrig blev tacklet på den rigtige måde.

»Vi vidste det, fra Mikkel gik i 2. klasse,« fortæller Mikkels far, Svend Erik Jensen.

»Men i Thisted var der ikke noget, der hed ordblind. Mikkel var lidt smådum og skulle bare tage sig sammen - og det skulle vi som forældre for øvrigt også.«

Men det hjalp ikke at terpe med Mikkel, og i dag kan hans mor Jette Thomsen få ondt i maven, når hun tænker på timerne med Mikkel og hans lektier, for de kunne sagtens ende med, at både han og moderen græd af fortvivlelse.

Da Mikkel gik i 7. klasse, afslørede en test, at han læste som et barn i 3. klasse, og derfor valgte familien en særlig ordblindeefterskole til ham.

Kostbar skolegang
Thisted Kommune ville ikke give tilskud, så de tre år på ordblindeefterskolen var en mærkbar udgift i Mikkels hjem, hvor faren arbejder i et vognmandsfirma og moderen har været ledig i flere perioder.

»Men det er den bedste investering, vi nogensinde har gjort,« er forældrene enige om i dag.

»Det var helt anderledes end folkeskolen. Der var flere lærere, og de forstod, hvor problemerne lå,« siger Mikkel.

Ikke at han kom efter det forsømte i folkeskolen, for han skal stadig bruge mange kræfter for at læse selv simple tekster og bliver aldrig nogen god læser. Men han lærte at håndtere det handicap, som ordblindhed er. Blandt andet ved hjælp af scanner og højtlæser. Også sin gode hukommelse, som betød, at han kunne tage kørekort til både traktor og bil uden at læse et ord i teoribogen.

»Nu har han i det mindste muligheden for at tage en uddannelse. Ikke lige nu, for alt det dårlige fra skoletiden er for tæt på,« siger Jette Thomsen.

Mikkel selv vil bare gerne arbejde med maskiner, siger han. Og han er godt i gang. Han har netop haft sin første arbejdsdag på en lokal maskinstation og er fuld af entusiasme.

»Der behøver man ikke have en uddannelse først. Man kan arbejde sig op fra bunden,« siger han.

Alligevel føler han en bitterhed, når han tænker tilbage på sit skoleforløb.

»Jeg har spildt megen tid med ikke at lære noget. Når jeg havde ekstra dansk og matematik, foregik det mest i engelsktimerne, så det lærte jeg heller ikke. Det kunne jeg ellers godt have brugt nu, hvor jeg skal arbejde sammen med en polak,« siger Mikkel.

Egentlig havde Mikkels forældre bare betalt for Mikkels treårige ophold på ordblindeefterskolen, men historien kom fagforbundet 3F for øre, og så tilbød 3F at stævne Thisted Kommune. Ikke kun for Mikkels blå øjnes skyld, fortæller uddannelseskonsulent Kim Olsen.

»Vi har så mange medlemmer med læseproblemer, fordi folkeskolen ikke underviste dem godt nok. Nu vil vi statuere et eksempel på, at man kan drage en kommune til ansvar,« siger Kim Olsen og tilføjer, at der ligger en snes lignende sager og venter på, at Mikkels sag afgøres.

Flere sager
I en sag fra Fjends ved Skive søger et forældrepar erstatning for et efterskoleophold til deres nu 20-årige søn, mens han selv kræver torterstatning, og senere kommer en sag fra Helsingør, hvor en far har stævnet kommunen for at få bedre undervisning til sin nu 15-årige søn, ligesom han har krævet 500.000 kroner for tort og tabt arbejdsevne.

»Ikke at det skal blive en sag om penge, men når man ikke lærer at læse, koster det selvværd og modet til at uddanne sig senere hen. Det ved jeg, for jeg har også en søn på 20 år med samme problem,« siger drengens far, Jan Wulff Møller.

Hos Ordblindeforeningen siger landsformand Hans-Pauli Christiansen, at dommen i overmorgen uanset udfaldet må mane til eftertanke i alle landets kommuner.

»Her er tale om en undervisningsopgave, som kommunerne ikke kan komme udenom,« siger Hans-Pauli Christiansen.

»Thisted Kommune har med alle mulige kneb forsøgt at lægge ansvaret over på Mikkels forældre. Med vanvittige beskyldninger,« siger han med henvisning til vidneudsagn om, at Mikkel af og til ikke havde madpakke med i skole, ligesom hans forældre ikke støttede ham ved at holde orden i hans pennalhus.

»Man bliver svinet til, når man stiller sig op mod det offentlige. Men her er tale om massevis af børn på landsplan, en kæmpe ressource, som går til spilde, hvis de ikke får den rigtige hjælp.«

Hos Kommunernes Landsforening, der har stillet med en advokat på Thisted Kommunes side, siger juridisk konsulent Christel Petersen, at der står mange penge på spil.

»Sagen er principiel og kan få stor økonomisk betydning, så derfor er vi trådt til. Men jo også fordi vi anser det for overvejende sandsynligt, at kommunen vinder sagen,« siger Christel Petersen.