Optur: Kvinder.

To yngre kvindelige instruktører, Maren Ade og Andrea Arnold, stjal frejdigt opmærksomheden fra en stribe ældre mandlige instruktører såsom Pedro Almodóvar, Ken Loach og Dardenne-brødrene, mænd der efter årets Cannes-festival mest fremstår som ærværdige støvsamlere i festivalens Pantheon.

De europæiske filmfeminister har af samme grund dårligt kunnet få armene ned, for både Ade og Arnold leverede præcis det i deres film, som feministerne har efterlyst: Nye vinkler og stemmer, der kan gøre det generelle filmudbud mere varieret og overraskende.

Om de har ret, er ikke en diskussion, der kan afsluttes endegyldigt med fældende beviser, for mænd laver selvsagt stadig fine film om kvinder. Det er dog svært at forestille sig en mand gå så pinagtigt udleverende tæt på kvinderne, som Ade og Arnold gør det i deres film. Ade med dette års mest omtalte enkeltscene, hvor en genstridig festkjole fører til en hasteimproviseret nøgenfest, og Arnold med et hyperenergisk portræt af en ung kvinde, der fråser grådigt og unladylike af tilværelsens gaver.

Optur: Hunde-palmefavoritten fra »Paterson«.

Hvert år kåres der i Cannes filmkonkurrencens bedst spillende hund – le palme dog. Under en del opmærksomhed, selv om prisen ikke findes i de officielle lister, og man heller ikke får hunden at se på den røde løber til prisoverrækkelsen.

Hvilket i år nok er ganske godt, for storfavoritten er nemlig afgået ved døden inden konkurrencen. Det er en ganske ubetalelig engelsk bulldog fra Jim Jarmusch afdæmpede »Paterson«, der har en let knurrende og meget attituderig rolle som »Marvin« i filmen.

En fint og poetisk værk, hvor Adam Driver, der sidst svingede lyssværd som Kylo Ren i »Star Wars«, spiller en digtskrivende buschauffør med blid troværdighed.

Og Marvin, der tydeligvis konkurrerer med Adam Driver om hans smukke kones opmærksomhed, hed faktisk Nellie og var en hun. Så en rigtig »gender bender« – en der tør udfordre sit køn – det er noget, der giver point i filmverdenen i dag.

Nedtur: Woody Allen.

Mange sukkede over forudsigeligheden, da Woody Allens »Cafe Society« blev annonceret som dette års åbningsfilm. Filmen fejlede ikke noget, for det er en bittersød bagatel, som man forventer det fra Allens hånd, men det er ganske enkelt ikke længere hipt at erklære sig som fan af den 80-årige instruktør.

På premieredagen blev Woody Allen ikke desto mindre samtaleemne for tout le monde i Cannes. Det skyldtes en gæsteklumme i branchebladet The Hollywood Reporter skrevet af Allens og ekskonen Mia Farrows søn Ronan, hvori han beklagede filmbranchens tavshed om anklagerne mod Woody Allen for at have sexmisbrugt sin egen datter Dylan Farrow. Ronan sammenlignede tavsheden omkring Allens sag med den tilsvarende uvilje mod at beskæftige sig med sexanklagerne mod Cosby.

Forskellen mellem de to sager er dog, at Cosby-anklagerne er underbygget af snesevis af vidneudsagn fra ofrene, mens det aldrig lykkedes New Yorks politi at finde et bevis for påstandene mod Allen.

Uanset om anklagen fra Farrow-børnene har elementer af sandhed eller ej, slipper Woody Allen aldrig af med mistanken mod ham, men i hvilken grad det generer ham i dag, får verden formentlig aldrig at vide. »Jeg har tidligere sagt, hvad jeg mener om det,« var Woody Allens eneste kommentar i Cannes med henvisning til en klumme, han selv skrev i 2014, hvori han afviste anklagen.

Hedetur: Nicolas Winding Refn.

Instruktøren malede med glødende glitterfarver og floder af blod i »The Neon Demon«, hvis rulletekster blev gratuleret med forbitrede buhråb og et enkelt »va fanculo« (rend mig i røven). På sin vis den bedst tænkelige modtagelse for instruktøren, der vil kunne omsætte forargelsen til et livslangt medlemskab af den eksklusive klub af skandaleinstruktører i Cannes, som festivalen altid har brug for til at skabe spalteomtale i metervis.

Optur: Viggo Mortensen og de seks unger.

Han er jo næsten dansk, Viggo Mortensen – med en danskfødt far, en søn der hedder Henry som bedstefaren og en fortid som blandt meget andet truckfører på Esbjerg Havn. Og i Cannes var der igen god grund til at være nationalstolt af Mortensen, der har hovedrollen i filmen »Captain Fantastic« – en af festivalens absolut populæreste film, og en film man både kunne græde, grine og tænke over.

Viggo Mortensen spiller en far til seks børn, der vender ryggen til såvel civilisation som kapitalisme og både underviser og opdrager sine børn til at klare sig selv i den vilde natur – indtil en familietragedie tvinger dem tilbage til byen.

Selv om det er en film om familie og opdragelse, kommer de amerikanske børn ikke til at se den. En få sekunders scene med en nøgen Viggo Mortensen i døren på familiens bus på en amerikansk campingplads er for stærk kost i USA, så derovre skal man være over 18 for at se filmen uden voksne. »Captain Fantastic« er med i sidekonkurrencen »Un Certain Regard«.

Hedetur: Mads Mikkelsen.

Mads Mikkelsen, der er i Cannes som medlem af juryen i hovedkonkurrencen, har ikke helt begravet sig i biografens mørke, men også haft tid til at kigge lidt på Cannes’ festligheder. The Hollywood Reporter har kåret ham til festivalens »most frequently snapped man-about-town«. Med en serie billeder af Mads Mikkelsen til premierereception, middag, afterparty og såmænd også Women in Motion-reception.

Måske var det her, han mødte den svenske filmfeminist Ellen Tejle, der er meget utilfreds med den danske filmstjerne og til Sveriges TVs hjemmeside klager over, at hun blev både hånet og kritiseret af Mads Mikkelsen, som angiveligt slet ikke gad tale om den der feminist-ting.

Hedetur: Komik i festivalpalæet.

Realisme så tungsindig som våde sko til en begravelse i regnvejr er en fast ingrediens i Cannes-festivalen, og i den henseende skuffede årets filmprogram ikke med såvel gråmelerede hverdagsdramaer fra tidligere østbloklande (Cristi Puius »Sieranevada« og Cristian Mungius »Graduation«, begge rumænske) og følelsesladede ensemblefilm, hvor skuespillerne skiftevis græder eller skriger hysterisk af hinanden (Xavier Dolans »It’s only the end of the world« og Nicole Garcias »From the land of the moon«).

Særligt første uge af festivalen bød dog også på nogle velturnerede komiske indslag. Maren Ade beviste med sin bizarre, men højintelligente »Toni Erdmann«, at tysk humor ikke er et logisk paradoks. I skrivende stund er det dog spørgsmålet, om filmens komediescener lige netop er den facet, der får de dybe tænkere blandt filmkritikerne til at nægte den guldpalmen. Det ville være dybt uretfærdigt, men ikke overraskende.

Optur: Amazon filmstudios.

Den kommercielle filmbranche er presset hårdt på økonomien, efter at DVD-salget er overtaget af pirater og streamingtjenester. Og her kan man ikke lide Netflix, der kun investerer i film for at smide dem direkte ud på tjenesten. Mens Amazon gerne tillader, at filmen får sit biografvindue først, inden den skal ud i streamingtjenesten.

I Cannes har Amazon virkelig taget charmekluden på, har produceret Woody Allens åbningsfilm og Jim Jarmusch’ »Paterson« og købt »The Neon Demon« og koreanske »The Handmaiden« til det amerikanske marked. Så de hårde amerikanere er populære hos filmelskerne for deres satsning på de kunstneriske film.

Nedtur: La Securité.

Man kan selvfølgelig også kalde det optur, at filmfestivalen igen i år hidtil har undgået terror, men ifølge flere kilder har det store fokus på terrorbekæmpelse kostet i antallet af besøgende. Og fransk politi har da også været mere end synlige i gadebilledet – fra vogtende betjente i tætpakkede mængder ved aftentide,til patruljeringen i gadebilledet af både politifolk og camouflage-klædte indsatsstyrker med store guns.

Alligevel lykkedes det et reklamefirma at sejle en gummibåd med fem mænd forklædt som IS-krigere med flag og det hele forbi de store lystyachter og ind på stranden i Cannes. Nok ugens mest uigennemtænkte reklameidé – og lidt af et ansigtstab for La Securité. Det bliver dyrt for den PR-afdeling.

Nedtur: Xavier Dolan.

Forventningerne i Cannes har været tårnhøje til den kun 27-årige canadier Xavier Dolans film »It’s only the end of the world«. På kun syv år har Dolan leveret seks film, alle følelsesladede trykkogere, som har fået den globale filmpresse til at gispe af henrykkelse.

Forrige år mente mange, at han blev snydt for Guldpalmen med »Mommy«, et nærgående portræt af et betændt mor-søn-forhold, så i år var instruktøren spået en ret kurs mod palmeguldet.

Der var dog også faresignaler: »It’s only the end of the world« er Dolans første film med volatile verdensstjerner (Vincent Cassel, Leá Seydoux og Marion Cotillard), og den første film han ikke selv har skrevet fra bunden (filmen bygger på et teaterstykke af Jean-Luc Lagarre). Så filmkritikken gjorde det, den så ofte har gjort: først bygge op – så rive ned.

Filmen fik høflige klapsalver, men dommen var klar: Gulddrengen havde ikke overgået sig selv og kun frembragt sølv. Filmen mangler de overrumplende kunstneriske drengestreger, som Dolan har leveret så mange af i sin korte karriere. Til gengæld er anmelderne optimistiske. Guldet skal nok komme en dag, hvis bare Dolan kan få lov til at skrive sine egne film igen.

Hedetur: Den røde løber.

Mens kunsten trives på lærredet, trives filmstjerner på de røde løbere som kvier på en kløvermark. Kristen Stewart, som både er med i Woody Allens åbningsfilmen »Cafe Society« og konkurrencefilmen »Personal Shopper«, der har spøgelser indblandet, måtte selvfølgelig svare på om hun foretrak vampyrer eller spøgelser og prydede i øvrigt alle magasiner fra starten. Modesiderne foretrak til gengæld hendes makker i »Cafe Society«, Blake Lively, der også er model for L’Oreal og optrådte i diverse elegante rober – som også skjulte, at hun er gravid med »Deadpool«-stjernen Ryan Reynolds.

Derfra er det så bare væltet frem med stjerner – fra en guitarspillende Justin Timberlake, over en dansende Shia LeBeouf til en Nespressodrikkende George Clooney og videre til en topcool Ryan Gosling ledsaget af en lige så afslappet Russel Crowe – for bare at nævne et lille udpluk.

Hedetur: Kannibalisme.

I Winding Refns »The Neon Demon« guffer mode-pigerne af hinanden, i franske »Slack Bay« spiser de fattige fiskere de rige turister, og i to andre Cannes-film »Raw« og »Train to Busan« spiser de også menneskekød. Kannibalisme er åbenbart trendy – og det er samfundets skyld, siger to af producerne til Hollywood Reporter om trenden. Et symbol på den voksende ulighed i verden, hvor de rige æder mere og mere af de fattige, lyder det fra »Slack Bay«-producer Jean Brehat. Velbekomme.

Optur: Iggy Pop

Den 69-årige Iggy Pop mødte op i jakkesæt og bar mave til Cannes’ gallapremiere på »Gimme danger«, Jim Jarmusch’ dokumentarfilm om rocksangerens band fra 1960erne, The Stooges. Da lysene blev tændt efter filmen, beviste en stående klapsalve på 15 minutter endnu en gang, at Cannes altid hylder rockstjerner højere end selv de største filmstjerner. Festens midtpunkt Iggy var synligt berørt, og efter filmen føltes hyldesten som en gribende kulmination på en lang og broget livsrejse i rockens tjeneste.