Den 70-årige, amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey har meddelt, at hun trækker sig fra firmaet WeightWatchers, der udbyder slankekure og instruktion i diæt, skriver The Guardian efter en pressemeddelelse.

Det sker på baggrund af en konflikt mellem WeightWatchers, der promoverer ikkemedicinsk vægttab, og Oprah Winfrey, efter at hun i december udtalte til People Magazine, at hun har benyttet sig af det danske Novo Nordisk-slankemiddel, Wegovy, til sit vægttab. 

Brugen af medicinsk vægttab strider imod firmaets egen promovering af vægttab via slankekure, diæt, adfærdsændring og motion. 

Winfrey, der har været et offentligt ansigt for WeightWatchers og siddet i selskabets bestyrelse siden 2015, vælger derfor ikke at genopstille til selskabets kommende aktionærmøde, der vil afholdes i maj 2024.

I pressemeddelelsen, der kommer fra Oprah Winfrey og virksomheden i fællesskab, udtaler Winfrey, at vægtsundhed er et kritisk og vigtigt emne, der skal behandles i en bredere skala, og at hun fortsat planlægger at være en vokal fortaler for at fremme den samtale. 

I meddelelsen tilføjer hun:

»Derudover har jeg besluttet at donere min ejerandel.«

Donerer alle sine aktier

Ifølge WeightWatchers' regnskaber har Winfrey en ejerandel i firmaet vurderet til mere end 18 millioner dollar. Det svarer til godt 124 millioner kroner.

Oprah Winfrey donerer nu hele det beløb til Det Nationale Museum for Afro-Amerikansk Historie og Kultur for at gøre op med enhver interessekonflikt vedrørende sin brug af vægttabsmedicin. 

»Jeg har længe været tilhænger af museet, og jeg er stolt af at fortsætte min støtte,« skriver hun.

Efter meddelelsen faldt WeightWatchers' aktier med 25 procent.