Når børn går i skole, så er de store nok til også selv at tage de sidste skridt fra porten og ind i klasselokalet uden mor eller far i hånden.
Forældre gør faktisk deres børn en bjørnetjeneste ved at følge dem helt ind til læreren og de øvrige elever, advarer professor Niels Egelund fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU).
»Det er en misforstået omsorg for deres børn, der gør, at forældrene skal følge deres børn helt ind i klassen. Det er gået for vidt, og børnene får ikke noget ud af det,« siger Niels Egelund.
Udmeldingen kommer, efter flere lærere og skoleledere ifølge Kristeligt Dagblad melder om en stigning i antallet af forældre, der hober sig op i klasselokalerne, når de skal aflevere deres børn i særligt de små klasser. For når først lille Amalie er afleveret, jakken er hængt i garderoben, og madpakken er lagt på køl, så bruger flere forældre lige et par ekstra minutter på at spørge læreren ind til barnets skolegang eller lignende. Men de ekstra minutter kan hurtigt blive til mange og dermed forstyrre selve undervisningen. En »fuldstændig uholdbar« situation, mener Niels Egelund:
»Det er curlingforældre, som synes, at deres børn ikke må møde forhindringer på vejen. Men selvfølgelig kan de klare det - de skal ikke nurses hele tiden.«
Ifølge Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, er der ikke nogen tvivl om, at forældrene gør det for at bakke børnene op. Han finder dog langt fra situationen optimal og er enig med Niels Egelund i, at det på ingen kommer børnene til gavn.
»Når børnene først begynder at komme i skolealderen, så skal vi også lære dem at klare sig selv. Vi skal lære børnene, at de skal kunne fungere i et fællesskab sammen med andre børn uden at skulle holde far eller mor i hånden,« siger han og uddyber de undervisningsmæssige konsekvenser, som forældrenes tilværelse i klasselokalerne fører med sig:
»Som lærere skal vi jo bruge den tid, vi har til rådighed med eleverne, til at lave god undervisning. Og det bliver forstyrret, hvis der er forældre, som lige skal finde penalhuset frem til deres barn, inden de kan forlade klasselokalet. Det tager tid, og det skaber uro.«
At forældre gerne vil følge børnene helt ind i klasselokalet og måske vende et par ord med andre forældre eller klasselæreren, vidner ifølge Mette With Hagensen, der er landsformand i foreningen Skole og Forældre, om ren og skær engagement. Hun erkender dog, at der er behov for at gøre forældrene opmærksomme på, at det er forstyrrende, og peger samtidig på, at skoler skal tilbyde andre måder, hvorpå forældre kan forhøre sig om barnets skolegang.
»Forældrene skal vejledes hen til, hvor de i stedet kan bruge deres engagement. Det kan være faste træffetider, hvor man kan ringe og få den korte snak, eller mere brug af intranettet. Det tager selvfølgelig tid for lærerne, men på den anden side gavner det også undervisningen, da lærerne ikke skal bruge tid på at stå og snakke med forældrene,« siger forældreformanden.