Oppositionen øger presset for at sikre egnsteatrenes tilskud

Kulturministeren endnu engang i samråd om statstilskuddet til egnsteatre. De Radikale kræver bevilling på finansloven, der sikrer teatrene uændrede refusioner.

Usikkerheden om statens tilskud til egnsteatrene får nu både Socialdemokraterne og De Radikale til at bebude nye politiske initiativer.

Den socialdemokratiske kulturordfører, Mogens Jensen, vil kalde kulturminister Brian Mikkelsen (K) i samråd efter sommerferien.

Partiet mener, at de ændrede regler for statsrefusion giver egnsteatrene dårligere vilkår. Det vil i første omgang især gå ud over seks egnsteatre, hvis kontrakt udløber til nytår, og som frygter, at de skal dele et uændret statstilskud med fem nye teatre.

De Radikale vil i oplægget til forhandlingerne om næste års finanslov foreslå, at egnsteatrene også fremover sikres de 50 pct. i statsrefusion, som har været gældende, indtil regeringen tidligere i år ændrede reglerne.

/ritzau/