Oppositionen: Forskning er politisk bestilt

Oppositionen advarer mod politisk styret forskning i Danmark. Ansættelsen af Bent Jensen som chef for et nyt koldkrigscenter er bestilt af DF, lyder det.

Der er tale om politisk styret forskning, når professor Bent Jensen fra Syddansk Universitet skal stå i spidsen for et nyt center, der skal forske i den kolde krig. Det mener både Socialdemokraterne, De Radikale og SF, mens Dansk Folkeparti afviser.

- Med Bent Jensens ansættelse får man meget bange anelser om politisk styret forskning og propaganda. Lige siden Dansk Folkeparti fik afsat 10 millioner kroner til ny såkaldt forskning i kold krig, har man haft fornemmelsen af, at de blot ønskede propaganda for deres udlægning af historien. Dagens ansættelse har ikke mindsket fornemmelsen, siger Socialdemokraternes forskningsordfører, Rasmus Prehn.

Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti afviser, at han har haft noget med ansættelsen af Bent Jensen at gøre.

- Det er en politisk uafhængig bestyrelse, der har stået for ansættelsen, siger Jesper Langballe.

/ritzau/