Opfordrede til at skyde Zenia Stampe: Mand dømt for kommentar på Berlingskes Facebook-side

En 30-årig mand er idømt 60 dages betinget fængsel for at tilskynde til at skyde politikeren Zenia Stampe via kommentarsporet på Berlingskes Facebook-side.

En 30-årig mand fra Horsens bliver nu straffet for at tilskynde til en forbrydelse på Berlingskes Facebook-side. Det bekræfter Sydøstjyllands Politi.

Manden kommenterede en artikel, som blev lagt på Berlingskes Facebook-side i august sidste år, om folketingspolitiker og medlem af De Radikale Zenia Stampe.

»Der var et opslag om Zenia Stampe på Berlingskes Facebook-side, og i en kommentar til den tråd har han skrevet noget i retning af, at hun skulle skydes. Jeg kan ikke huske den præcise formulering, men den var fulgt af en sur ikon-smiley og et symbol med en pistol, der var rettet mod smileyen,« fortæller anklager hos Sydøstjyllands Politi Pernille Moesborg.

Manden var desuden tiltalt for, at kommentaren samtidig var en trussel, men det frikendte Retten i Horsens ham for, fordi det ikke lå i mandens formulering, at han selv ville skyde politikeren.

Politi: Det er meget alvorligt

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen af kommentaren fra en borger, der så den 30-åriges kommentar og printede et screendump, som han sendte med anmeldelsen.

»Det er noget, der bliver set meget alvorligt på, og det afspejler straffen selvfølgelig også. Man skal tænke sig om,« siger Pernille Moesborg.

Den 30-årige mand modtog dommen, der lyder på 60 dages betinget fængsel med vilkår om 80 timers samfundstjeneste.