Opdigtet overfald holder DSB-ansat bag tremmer

En DSB-medarbejder, der er sigtet for at have opdigtet et overfald i København i begyndelsen af august, skal forblive bag tremmer.

Han har torsdag fået forlænget sin varetægtsfængsling frem til 1. oktober, oplyser Københavns Politi på Twitter.

DSB-medarbejderen blev fredag 7. august om morgenen meldt overfaldet i et tog ved Københavns Hovedbanegård.

Han forklarede i første omgang politiet, at han var blevet bundet af to maskerede mænd i et tog, som han var i gang med at gøre klar til drift.

Episoden lammede togdriften i timevis og generede tusindvis af passagerer på vej mod arbejde, mens politiet gennemsøgte området med blandt andet bombehunde.

Efter politiet havde afhørt manden og foretaget tekniske undersøgelser, blev medarbejderen samme fredag anholdt og sigtet for falsk anmeldelse.

Manden nægter at have iscenesat hændelsen.

Københavns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.

BNB