Op mod ti varebiler fra logistikvirksomheden GLS står i brand ved et lager i Høje-Taastrup. 

Det skriver TV 2, som har fået det bekræftet af vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, David Borchersen.

Billedmateriale fra stedet viser en kraftig røgudvikling.

Brandvæsenet er til stede ved lageret og søger at få slukket branden.

Det vides endnu ikke, hvorfor der er opstået brand, lyder det fra vagtchefen til TV2. 

»Vi ved endnu ikke, hvorfor branden er opstået eller hvorfor den har spredt sig. Men den har sandsynligvis spredt sig, fordi lastbilerne holder så tæt. Nu lader vi brand- og redningsmandskabet arbejde, og så ser vi om vi kan prøve at finde ud af, hvad der er sket,« siger David Borchersen.