Onsdagens kabeltyveri koster DSB en halv million kroner

Det er ikke helt billigt at sætte over 100 togbusser på vejene, når S-togene igen holder stille på grund af et kabeltyveri. Onsdagens ændringer har været de dyreste, der har vist sig den seneste uge.

Mange kabeltyverier, senest ved Åmarken station i København onsdag morgen d. 28.01.15. har generet S-togstrafikken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Prisen for de togbusser, som onsdag morgen og formiddag har kørt pendlere fra Hundige til Københavns Hovedbanegård, løber umiddelbart op i en halv million kroner.

Det oplyser DSBs trafikinformationschef, Tony Bispeskov, til Berlingske Nyhedsbureau.

»I runde tal kommer det til at koste os en halv million for dagen i dag alene,« lyder det fra informationschefen, der på nuværende tidspunkt ikke har yderligere tal på de seneste dages kabeltyverier.

Onsdag blev over 100 togbusser indsat, fordi S-togene mellem Hundige og Dybbølsbro holdt stille på grund af et kabeltyveri ved stationen Åmarken nær København.

Ifølge Tone Bispeskov har der været hele fem kabeltyverier fra fredag til søndag, men onsdagens har haft de værste efterfølger. Her slap tyvene af sted med mindst 400 kilo kobberkabler.

»Det har været det kabeltyveri, som umiddelbart har haft de største konsekvenser, fordi de er sluppet af med mere kabel. Det har også betydet, at det har været en længere strækning, hvor vi ikke har kunnet køre med tog, men har måttet sætte busser ind i stedet for,« forklarer Tony Bispeskov.

S-togene er begyndt at køre igen fra klokken 12.30, hvor Banedanmark kunne meddele, at signalsystemet, som har været ude af drift på grund af kabeltyveriet, igen er oppe at køre.

DSB forventer, at alle S-tog vil køre fuldstændig normalt, når eftermiddagsmyldretiden rammer omkring klokken 15.

På trods af den glædelige nyhed til pendlerne på Køge Bugt-banen er der stadig ikke jubel hos DSB.

»Vi er noget frustrerede på vegne af vores kunder over den her situation. Det har taget længere tid at komme frem, det er lidt mere besværligt, og man har for eksempel heller ikke kunnet tage cykler med.

Så har det også kostet os penge, ligesom der naturligvis også er nogle kunder, der har valgt os fra, fordi de er vant til, at S-togene har kørt snorlige, hvilket de selvfølgelig ikke har gjort på grund af de her kabeltyverier,« siger Tony Bispeskov.