Omstridt moské i Tyskland har tråde til Danmark

Imam Ali-moskeen i Hamburg er i Tyskland kendt for sine ekstremistiske holdninger og er ifølge den tyske efterretningstjeneste et instrument for præstestyret i Iran. Moskeen sættes nu i forbindelse med Imam Ali-moskeen i København.

»Rent juridisk inden for islam skal en moské, når den først er blevet indviet, fortsætte med at være en moské. Og det er så muslimernes ansvar at sørge for, at den bliver vedligeholdt. Jeg kan ikke se, hvem andre man skulle overlade den til ud over en shiitisk forening,« siger lederen af Imam Ali-moskéen i København, Mohammed Khani. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Den smukke Imam Ali-moské i Hamburg gemmer ifølge den tyske efterretningstjeneste på en grim hemmelighed. Ifølge Verfassungsschutz, den tyske efterretningstjeneste, udøver moskeen propaganda for at realisere »iranskpræget islam«. Derfor anses moskeen som værende »den iranske statsledelses instrument«, skriver efterretningstjenesten i en mail til Jyllands-Posten.

Den selvsamme moské viser sig nu at have tråde til den danske Imam Ali-moské i København. Jyllands-Posten har gravet i den danske moskés vedtægter, og det viser sig, at Imam Ali-moskeen i Hamburg skal overtage den danske moskés ejendomme i Nordvestkvarteret i København den dag, foreningen bag den bliver opløst.

En kontroversiel moské

I Tyskland er moskeen i Hamburg kendt for sine antiisraelske holdninger. I 2012 opfordrede den til deltagelse i en antijødisk protest. I 2016 trak den overskrifter i tyske dagblade ved at støtte den antiisraelske »Quds-dag« – Jerusalem-dag – der er en årlig demonstration for at vise modstand mod den israelske kontrol med Jerusalem. Det førte til, at det tyske parti De Grønne anmodede om en hårdere linje mod »potentielle fjender af forfatningen«.

Og det var ikke første gang, at politikerne i Tyskland var efter den kontroversielle moské. Året før, i 2015, indkaldte de parlamentet i delstaten Hamburg for at drøfte strategier til at bekæmpe antisemitisme hos Det Islamiske Center.

Sidste år blev Volker Beck, De Grønnes ordfører for kirkelige og religiøse affærer, inviteret til at deltage i en konference om højrepopulisme og islamofobi i Tyskland, og ifølge Jyllands-Posten vakte hans oplevelser i moskeen dengang opsigt.

»Det var tydeligt, at den iranske moské brugte muligheden til at påvirke de tilstedeværende med pro-iranske doktriner for at vinde dem over på Irans side,« siger Volker Beck til Jyllands-Posten og fortæller, at den tyske efterretningstjeneste har overvåget moskeen i over 20 år og gentagne gange advaret om, at moskéen fungerer som det iranske præstestyres forlængede arm i Tyskland.

Tysk politiker advarer Danmark

Volker Beck advarer regeringen herhjemme om farerne ved den tyske moské, nu hvor det er kommet frem, at den har forbindelser til Danmark.

»Det her bør i den grad få de danske politikere og de danske myndigheder til at undersøge mere grundigt, hvad der foregår i Imam Ali-moskéen i Danmark. Vi har i Tyskland set, hvordan moskeen udbreder Irans holdninger. Og vi ved alle, at Iran står bag antisemitisk propaganda og har antidemokratiske holdninger, som er i direkte modstrid med det tyske samfunds mest grundlæggende demokratiske værdier. Så det her er noget, de danske politikere bør tage alvorligt,« siger han til Jyllands-Posten.

I 2003 fjernede moskeen i Danmark en række oplysninger i Kirkeministeriet om, at moskeen er underlagt Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei. Alligevel blev den efterfølgende blåstemplet af ministeriet, har Jyllands-Posten afdækket.

Mohammad Khani, der er leder af Imam Ali-moskéen i København, afviser, at den tyske moské bestemmer dagsordenen i den danske.

»På lige fod med at vi ikke er underlagt Iran, så er vi heller ikke underlagt moskéen i Hamborg. Det er en shiitisk stormoské, og derfor bliver ejendommen overdraget til dem, i tilfælde af at foreningen bliver opløst,« siger han til Jyllands-Posten.

I Iran har den åndelige leder, Ayatollah Ali Khamenei, absolut magt, da Iran er en republik med teokratisk overbygning. Det er den åndelige leder, der fortolker lovgivningen, som er baseret på sharia – islamisk lov. Landet har længe været i konflikt med Israel og Vesten – især USA.