Omstridt lejrchef taler ud: »Jeg kunne ikke gøre andet«

Den fritstillede lejrchef fra Næstved Asylcenter mener, at medierne har udstillet ham som en forbryder uden at undersøge sagen til bunds. Her fortæller han fra sit perspektiv om at lægge en asylansøger i benlås, om sin hårde ledelsesstil og om sin plettede straffeattest.

Der er delte meninger om den fyrede chef for Næstved Asylcenter. Flere af lejrens asylansøgerne vil have lejrchefen tilbage, andre kalder ham »syg«. Foto: Olafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På en gård i en sjællandsk landsby møder Berlingske den lejrchef i Næstved Asylcenter, som i fredags blev fritstillet efter massiv kritik.

Kritikken rejste Dagbladet Information i en artikel, hvor flere af centerets beboere anklagede lejrchefen for at sprede frygt i teltlejren, ligesom han mødte kritik for at have lagt en 34-årig asylansøger, MA, i benlås.

Selv mener hovedpersonen, at medierne har udstillet ham som en forbryder »uden at undersøge sagen til bunds«.

»Det er surrealistisk. Den ene dag er jeg vellidt, og der bliver bakket op om mig 100 procent. Og så står jeg pludselig uden job. Det var som at få tæsk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,« siger han.

Asylcenteret har iværksat en undersøgelse af forløbet, og lejrchefen må hverken besøge centeret eller tage kontakt til medarbejdere eller beboere.

Dødstrusler mod lejrchefen

Da Berlingske spørger lejrchefen om benlås-episoden, rejser han sig fra køkkenbordet, hvor vi laver interviewet.

Han går ud i entreen og kommer kort efter tilbage med en stor sten. Angiveligt den sten, MA truede at slå ham ihjel med.

Berlingske har set en række interne dokumenter fra centeret, hvor det fremgår, at MA ikke blot har truet med at slå lejrchefen ihjel.

Dokumenterne viser også, at MA er blevet politianmeldt for at slå ud efter en medarbejder, ligesom han flere gange har truet personalet og en enkelt gang en beboer.

»Det er ikke sjovt at have en arbejdsdag, hvor jeg får dødstrusler,« siger lejrchefen.

Dødstruslerne var årsagen til, at lejrchefen og to andre overmandede asylansøgeren og lagde ham i benlås. En magtanvendelse, som i udgangspunktet er ulovlig for personalet på et asylcenter, men som kan retfærdiggøres, hvis den ansatte handler i nødværge.

»Som jeg husker det, kommer MA farende mod mig oppe ved indgangen til sovesalen. Her slår han på ruderne og råber, at han vil slå mig ihjel. Folk stimlede lynhurtigt sammen. Så går jeg mellem ham og ruden, og han slår ud efter mig. Jeg drejer rundt, får fandt i hans arm og prøver at presse ham ned. Det kan jeg ikke. Han vrider sig rundt og prøver at tage fat i mig, og så kommer der to vagter løbende og får hjulpet mig med at tage ham op mod ruden. Vi skal have ham ned at ligge. Han slår ikke, fordi de to andre har fat i hans arme. Men han sparker, spytter og råber. Vi får ham vendt om, en af de andre får lavet et håndledstryk, og jeg får lavet den benlås. Han falder til ro på ganske kort tid, og vi får ham op at stå. Så begynder han at undskylde, og jeg siger til ham, at det ikke skal gentage sig.«

»Der kunne jeg godt tænke mig, at videoklippet havde været fem eller ti sekunder længere, så man kunne se hele sammenhængen.«

Se klippet her:

Synes du, at det var for voldsomt?

»Nej. Det var voldsomt, men jeg havde ikke set den komme. I 14 dage havde vi kunnet tale ham ned, når han lavede ballade, så hans reaktion kom som et lyn fra en klar himmel. Der var et direkte angreb, og der var ikke mulighed for at gøre andet. Han kom med 1000 kilometer i timen, og jeg reagerede instinktivt.«

Mandag blev MA anholdt og sigtet for vold og trusler om vold. Han blev herefter fængslet i 21 dage.

»Hård, men aldrig uretfærdig«

Foruden den voldsomme episode anklager en række af beboerne lejrchefen for en hård ledelsesstil, hvor han skaber frygt og truer med at skade beboernes asylsager.

Han afviser kritikken.

»De fleste uromagere har en baggrundshistorie. Jeg så et tv-indslag med en beboer, som fortalte, at han var glad for, at jeg var væk. Det kan jeg godt forstå. Han var en hyggelig fætter, men han begik flere butikstyverier. Det vil jeg ikke acceptere, og så er det klart, at han bliver knotten,« siger han.

Han understreger, at han ikke har mandat til at skade beboernes asylsag, medmindre de begår kriminalitet, som registreres hos politiet. Og det ved de godt, siger lejrchefen.

Hvordan forholder du dig til kritikken om, at din ledelsesstil er for hård?

»Jeg er hård, men aldrig uretfærdig. Det er det værste, man kan være. Jeg er ikke den slags pædagog, som sætter sig i en rundkreds og spørger alle, hvad de har lyst til at lave. Det kan jeg heller ikke være i sådan et center. Alt skal se pænt ud, og tingene skal være i orden, men der opstår indimellem problemer med nogle asylansøgere. Det er jeg nødt til at tage mig af.«

Betinget dom

Før lejrchefen blev ansat på asylcenteret, var han forstander på en døgninstitution for anbragte børn. Her fik han en betinget dom for ulovlig magtanvendelse.

Tilbage i 2011 skulle to vikarer have hjælp til at håndtere en dreng, de ikke kunne styre.

Af det officielle referat af episoden, som Berlingske har set, fremgår det, at lejrchefen kom ind til drengen, tog ham i trøjen og hev ham ud i opholdsstuen.

På et andet tidspunkt lavede forstanderen en såkaldt armsnoning på en dreng, som slog en ansat i hovedet, fordi drengen havde fået inddraget sin mobiltelefon.

I januar 2012 anmeldte to ansatte forstanderen til politiet for vold mod børn. De anklagede ham for psykisk terror og for at være for hård og kontant.

»Jeg er dømt for en ulovlig magtanvendelse. Så kommer det frem i pressen, at jeg er voldsdømt. Det kan jeg ikke sige andet end, at ja, det er jeg jo.«

Kan du forstå, at nogen mener, det ser skidt ud med din tidligere dom og så nu episoden på asylcenteret?

»Ja, det ser skidt ud. Mest fordi jeg bliver dømt i hele Danmark på grund af et kort videoklip på Youtube. Det er hårdt. Jeg har fået en dom for en sag tilbage i 2011, men jeg har fået min straf. Nu bliver jeg hængt ud, fordi jeg bliver angrebet af en asylansøger. Det er ikke retfærdigt.«