Omar El-Husseins lærer: Skolen kunne have gjort en forskel

Skolen kunne formentlig have gjort en forskel for gerningsmanden bag terrorattentatet i København, Omar El-Hussein, hvis der var mere fokus på ikke at overlade emotionelt udfordrede unge til vrede og isolation, siger hans tidligere lærer.

Foto: Politifoto

Omar El-Husseins tidligere lærer husker ham mest af alt som »en stille og høflig dreng«.

Lotte Akiko Nielsen underviste gerningsmanden bag terrorattentatet i København i engelsk i 10. klasse i 2012, og hun er »trist og berørt« over, at den Omar El-Hussein, hun kendte, endte med at slå to personer ihjel og såre seks for efterfølgende at blive skudt og dræbt af politiet.

Medierne tegner »et grumt billede« af ham, skriver Lotte Akiko Nielsen i et debatindlæg i Politiken.

Hun mener, at den Omar El-Hussein, hun kendte, kunne være blevet hjulpet, hvis der havde været mere fokus på medfølelse og samhørighed i skolen.

»Almen trivsel, håndtering af følelser, socialisering, etik og moral bliver i stigende grad overladt til den enkelte og deres nærmeste,« skriver Lotte Akiko Nielsen, der til daglig underviser på Københavns VUC.

Hun understreger, at det er hendes håb, »at vi ikke overlader emotionelt udfordrede børn og unge til isolation, stigmatisering, vrede, destruktiv adfærd og fordømmelse«.

»På denne vis kunne skoler måske medvirke til at gøre en forskel i et liv som Omars samt arbejde mod det overordnede mål at uddanne helstøbte mennesker,« skriver Lotte Akiko Nielsen.

Hun havde enetimer med Omar El-Hussein i engelsk, da han var 19 år gammel.

»Han var en stille, høflig og lidt reserveret type, der lavede sine afleveringer punktligt og kom til tiden om eftermiddagen, når vi havde aftaler,« husker Lotte Akiko Nielsen.

En dag kom Omar El-Hussein ikke til deres aftale, og kort efter ringede hans mor til Lotte Akiko Nielsen og fortalte, at han var kommet i fængsel, men at han stadig gerne ville gennemføre sin eksamen.

Lotte Akiko Nielsen var i kontakt med Omar El-Husseins advokat, som kort inden eksamen informerede hende om, at han nok ikke ville blive løsladt til tiden. Alligevel skrev Lotte Akiko Nielsen hans navn på eksamenslisten som den sidste.

»Da prøven var slut, og jeg skulle kopiere karakterlisten, kom en forpustet Omar løbende ned ad gangen med et krøllet, håndskrevet prøveoplæg. Censor og jeg kiggede på hinanden, stak ham resolut en ekstemporaltekst og satte ham til forberedelse. På slap line leverede han sit 12-tal på flydende engelsk. Han var stolt bagefter. Jeg husker glæden i hans blik, da vi, inden han gik, gav hinanden hånden på en gennemført eksamen,« fortæller læreren.

Lotte Akiko Nielsen skriver også i indlægget, at hun håbede, at den veloverstående eksamen var en god oplevelse for Omar El-Hussein, som kunne hjælpe ham til at finde identitet i andet end kriminalitet:

»Han kunne være blevet til så meget, hvis han havde valgt anderledes.«

Terrorangrebet i København fandt sted for tre uger siden. Her skød og dræbte Omar El-Hussein først den 55-årige Finn Nørgaard ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro og den 37-årige Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade i Indre By. Gerningsmanden blev skudt og dræbt af politiet, 13 timer efter han havde affyret de første skud.