Om grise og tilhørsforhold

Hvor er du fra? En grisestald eller Kongens Nytorv? Der er ikke noget som ens tilhørsforhold, der kan spænde ben eller gøre godt som krykke.

»Ka' du ikk' fange grise,« hed det på det sprog, der engang var mit - vestjysk - når nogen i min ungdom lavede en tunnel på en modspiller i fodbold. Altså snød modspilleren ved at spille bolden gennem benene på ham.

Allerede dengang var det et udtryk, som de færreste havde et bogstaveligt forhold til - få var de, der var så landlige, at de ligefrem havde prøvet at fange en gris og oplevet, hvor skrap den var til lige at mase sig mellem benene på en, når man troede man havde krammet på den gryntende fætter.

Jeg har prøvet det. Og skidt med det, det var til at overse i forhold til så meget andet landligt arbejde. Værre var det, den morgen jeg kom en halv time for sent i skole og til almindelig munterhed måtte aflevere undskyldningen, at jeg havde måttet ud og fange grise først.

Egentlig ganske uskyldigt - skolen lå i en lille by, og der var andre, der kom fra landet, men jeg var nok allerede ved at opbygge en vis grad af pubertær selvfedhed, og i den begyndende sejhed da var det altså bare mindre end OK at være sådan en, der måtte ud at fange grise i den tidlige morgenstund. Det er der ligesom ikke meget rock'n'roll over. År senere ville landluft og jysk udkant være en helt acceptabel udgangsramme, men lige der på vej mod konfirmationsalderen, der matchede det bare ikke.30 ÅR SENERE (godt og vel) skrives disse linjer på et dagblad, der efter knap et kvart årtusinde på samme adresse, er rykket et godt stykke ud - godt nok midlertidigt - til prunkløse ydre Nørrebro. Og lad os da bare se det i øjnene, det har da ikke været nogen jubel-tur, det er en flytning, der i højere grad har været præget af pligt og sammenbidt omstillingsparathed end af lyst.

Men hvad har det med grisefangning at gøre? Bare rolig, det kommer.

For nok er det træls, at man ikke lige kan smutte i Magasin og bytte skjorten i frokostpausen eller lave en interview-aftale på Ketchup. Og nok er det et tvivlsomt bytte, at få Citys fornemme facader, hvor neonlysenes flasher i designerpyntede vinduer, erstattet af gadelygtens matte genspejling i vandpytterne på den sorte asfalt, samt gadens pelse af mink og zobel erstattet af schæfer og labrador ...

Men alligevel. Man er jo hverken kommet for at shoppe, ose eller vise sig frem. Man er her for at arbejde. De færreste kommer ret meget uden for en dør i løbet af en arbejdsdag, med mindre man alligevel skal et helt tredje sted hen, hvor begivenhederne må være. Med moderne teknologi og opkobling kan man såmænd lave det meste af avisen fra udkanten af Rudkøbing (om et sådant begreb eksisterer) uden, at det ville gøre alt for stor forskel.

Fordele er der da også. Måske falder de ikke ligefrem over hinanden, men jeg kender da til bilejere, der har set frem til muligheden for at kunne parkere bilen uden at skulle smide en kvart dagløn efter den.

Så professionalismen træder ind, avisen kommer ud, og man vænner sig til hverdagen, som den ser ud nu. Ingen grund til yderligere tværhed.OG SÅ ALLIGEVEL. Det er nemlig dér, grisene kommer ind.

Jeg tænker på følelsen af at være i en anden ramme, end den man egentlig godt kunne tænke sig at være i. Selv om vi jo alle ved, at det er indholdet, der tæller, så er udgangspunktet altså en størrelse, der er fabelagtig til enten at spænde ben for selvfølelsen som en vildfaren gris eller være en solid støtte som for eksempel en adresse ved Kgs. Nytorv.

Når man først har den, så har man ligesom fortjent den. Så sidder den godt og solidt som oldemors korset og holder ryggen rank og nakken lodret. Så er man da noget - ligesom kollegerne fra de andre store morgenaviser, der troner ved Rådhuspladsen eller bag imposante søjler på selve Kgs. Nytorv.

Det føles godt og rigtigt. Det føles som en naturlig forlængelse af selvværdet, og sådan er det jo med tilhørsforhold. Det er bare ikke altid, at illusionen holder, og så er det værd at vide, at tilhørsforholdet er en del af ens historie, en del man må tage på sig og stå ved, både når man er ude og fange grise og forvist fra centrum.

Og så huske, at det er svinedrengen, der er helten i eventyret.