Olieregning sendes videre til kunderne

Rejsebureauet Tyrkiet Eksperten sender olieregning videre til kunderne.

Forbrugerrådet og rejsebranchen kritiserer Tyrkiet Eksperten for dårlig forretningsmoral, fordi rejsebureauet er begyndt at sende regningen for de stigende brændstofpriser videre til kunder, som allerede har købt og betalt deres rejse, oplyser TV2/Nyhederne.

Ekstraregningen kan let løbe op på et par tusinde kroner for en familie, og hvis regningen ikke overstiger 10 pct. af rejsernes samlede pris, må kunderne betale.

Det er ikke ulovligt, men det er udtryk for en utrolig dårlig forretningsmoral, mener Forbrugerrådets chefkonsulent Birgitte Federspiel. Også i rejsebranchen møder bureauet kritik. Både Apollo Rejser og Star Tours siger, at det ikke er normal praksis at drive forretning på den måde.

/ritzau/