Ole Fut og hans besætning kører forrest på Fremtidens Jernbane

Mandag forvandles Nordvestbanen til Holbæk fra forældet til nogenlunde moderne banestrækning. Det er begyndelsen på de kommende ti års store baneprojekter.

Arbejdet med at modernisere Nordvestbanen er færdigt, og de sidste prøvekørsler med IC3-togene er tilendebragt. Lørdag indvier trafikministeren banestrækningen, og håbet er at få flere pendlere over i togene. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

IC3-togets motorer stiger frejdigt i omdrejninger, og toget begynder at rulle ud fra Tølløse Station. Forude blinker signalet grønt, hvilket kan synes lidt overflødigt, eftersom der overhovedet ikke er andre tog på strækningen mellem Tølløse og Holbæk. Dette IC3-tog er nemlig et testtog, der i disse dage suser frem og tilbage mellem Holbæk og Lejre, hvor en gammeldags ensporet jernbanestrækning med en hastighedsgrænse på 120 kilometer i timen er blevet til en tosporet med 160 kilometer på toppen. Testtoget suses op og ned ad de nye spor for at teste, at sikringssystemet, hvilket vil sige signaler og automatisk togkontrolsystem, ATC, fungerer ,som det skal.

Og dårligt har vi forladt de nybyggede perroner og den flotte perronbro med moderne elevator i Tølløse, før togets bremser klapper sammen om hjulene, og vi standser med et ryk. »Fejl 826«, står der på displayet over lokoføreren i testtoget. Han hedder Ole Pedersen, men kendes under navnet Ole Fut. Ole Pedersen har netop afsluttet testkørslen med gamle, ombyggede ellokomotiver, der skal indsættes i trafikken igen, fordi DSB mangler kørende materiel. Men det er en helt anden historie.

»Fejl 826« udløser heftig aktivitet i testtoget. Dorit Nielsen, der er TSA – teknisk systemansvarlig for ATC – finder ud af, hvad fejlkoden betyder, og Martin Norvit fra Banedanmarks rådgiverfirma, Atkins, ringer til teknikerne ude langs banen for at instruere dem i, hvilke ledninger der skal rettes på. Eller noget i den retning i hvert fald.

Besætningen omfatter også Claus Degn, der er testtogsansvarlig og fra DSB. Han medbringer et måleapparat, som han selv har banket sammen af nogle træpinde, til at måle afstanden mellem tog og de nye perroner i Tølløse og Vipperød. Afstanden må ikke være mere end 35 cm, og hvis den er det, har Banedanmarks projektleder på Nordvestbanen, Christian Landsberger, et problem. Han har været med siden begyndelsen i 2012, hvor første etape af opgraderingen og ombygningen af stationerne i Lejre og Hvalsø fandt sted. Det er gennemført under bevillingen, som lød på 1,3 mia. kr., og til tiden og mere til, når det gælder spordelen. Den nye og bedre køreplan kan tages i brug et år tidligere end planlagt.

Salamandere besatte ekstra spor

På stationerne er arbejdet lige knap færdigt. På stationerne i Tølløse og Vipperød knokler entreprenørens orange mænd med at lægge fliser og asfaltere og sætte ruder i elevatortårne og lys over perronerne, så det alt sammen ser nystrøget ud, når transportminister Magnus Heunicke (S) og andre honoratiores holder tale og klipper snore i morgen. Da vi besøgte Vipperød Station i juni, lignede byen et hul i jorden. Nu er hullet erstattet af en rampe under spor og perroner, og projektleder Christian Landsberger kan tørre sveden af panden. Han redder sin garderobe, som han – på nær et enkelt par bukser – i juni var klar til at sætte på højkant i et væddemål om, at alt bliver færdig til på mandag, hvor passagererne fra Holbæk og vestpå kan skifte fra togbusser til hurtigere og hyppigere tog. Afstanden mellem tog og perroner er også i orden, forstår man.

Men selv ikke den grundigste planlægning kan forudse alt. Da planen om opgradering af Nordvestbanen blev besluttet, ophørte Banedanmarks forstafdeling – dem, der klipper træer og renser grøfter – med at rense de grøfter, som alligevel skulle give plads for det ekstra jernbanespor til Vipperød. Derfor blev grøfterne vandfyldte med det resultat, at en bestand af særlige salamandere slog sig ned i en grøfterne, som dermed ikke bare kunne ryddes.

»Vi måtte hyre en af Danmarks førende paddeeksperter til at hjælpe os med at skabe en biotop til salamanderne i nærheden,« fortæller Christian Landsberger.

Med 150 km i timen mod fremtiden

De i alt 20 kilometer dobbeltspor gør arbejdet med at modernisere Nordvestbanen halvt færdigt efter en dvaleperiode på en snes år. Om fire-fem år begynder næste fase, hvor det gammeldags sikringsanlæg skal fjernes og erstattes med et helt moderne, og hvor strækningen også skal elektrificeres. Alt sammen er det led i Fremtidens Jernbane, der også omfatter en helt ny jernbane fra København via Køge til Ringsted, nyt dobbeltspor mellem Ringsted og Holeby, nyt dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens, eletrificering og nyt signalanlæg over hele Danmark, samt timedriftmodellen mellem de største byer.

I den sammenhæng er dobbeltsporet herude på Vestsjælland kun en lille brik. Men en god brik. I testtoget klikker Ole Fut farthåndtaget fremad, og på den del af strækningen, hvor alle fejl nu er blevet rettet, kommer farten op på 150 kilometer i timen, inden vi begynder at bremse før Lejre Station. Når den nye køreplan med flere tog på Nordvestbanen træder i kraft, skal resultatet gerne blive en væsentlig større andel af pendlertrafikken mellem Vestsjælland og hovedstadsområdet. I Slagelse har toget en markedsandel på 66 procent. I Holbæk er andelen det halve, hvilket tidligere har fået Banedanmarks direktør, Jesper Hansen, til at konstatere, at jernbaneinvesteringer i høj grad handler om, hvorvidt man ønsker, at folk skal blive boende ude i landet, eller om de skal flytte.

I testtoget er hele besætningen overbevist om, at strækningen er fuldstændig klar til brug på mandag. »Der vil ikke opstå flere signalfejl her end andre steder,« lover Klaus Baun, mens toget suser gennem en kurve. De nye spor har en god »overhøjde«, hvilket betyder, at kurverne er bygget, så toget hælder indad. Det føles rigtig godt.

TV: Milliardinvestering skal fordoble antallet af pendlere:

Læs mere om indvielsen lørdag her