Ole Davidsen: »Det kan aldrig være lægens opgave at gøre det«

Ole Davidsen, overlæge i apopleksi i Horsens, har ingen problemer med selvmord, men vil ikke aktivt hjælpe folk til at dø.

Ole Davidsen. Fold sammen
Læs mere

Du er modstander af aktiv dødshjælp. Hvorfor?

»Hvis først det bliver en legal mulighed at sige »jeg gider ikke mere, jeg vil hellere slås ihjel«, vil det åbne for uhyggelige dilemmaer. Hvad med den 83-årige mand, som føler sig som en belastning for sine pårørende? Så snart det bliver en lovlig mulighed, kommer det ind i overvejelserne hos patient og pårørende. For nogen kan det blive en pligt.«

Vi taler som regel om patienter, som er uhelbredeligt syge og har ubærlige smerter. Hvorfor skal de ikke have ret til at bestemme over deres egen død?

»Det dér med ubærlige lidelser, mener jeg, er noget pjat. Alle mennesker kan smertelindres. For nogle kan det så være, at dosen bliver så høj, at de dør af det. Jeg har da også selv haft døende patienter med store smerter, hvor jeg har skruet så meget op for medicinen, at jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle skrive i journalen bagefter. Men det er fuldt lovligt og en klinisk beslutning, der handler om smertelindring og altså noget fundamentalt andet end aktivt at gøre noget for at slå patienten ihjel. Der er en knivskarp grænse.«

Hvad med selvbestemmelsen? Er det ikke den enkeltes ret at bestemme over sit eget liv og sin egen død?

»Man er jo stadig velkommen til at slå sig selv ihjel. Min pointe er, at det aldrig skal være lægens opgave at gøre det. I mine 30 år som læge har jeg haft mange patienter, som har sagt, at de gerne vil dø. Men hvis ikke man ved, at en person, der har et dødsønske, har en depression, er man altså ikke fagligt særlig kompetent. Mange ældre patienter er deprimerede, og mange døende patienter er deprimerede. Men det betyder jo ikke, at vi skal slå dem ihjel. Det betyder, at vi skal behandle deres depression.«

Er det ikke paradoksalt, at du som læge på den ene side afskriver folks aktive ønsker om at dø, mens du på den anden side træffer beslutning om doser af smertestillende medicin, som i sidste ende kan tage livet af folk, der er så syge, at de ikke aktivt har ytret ønske om det?

»Det er nu engang lægens ansvar. Som sagt har jeg ingen principielle holdninger til selvmord - eller assisteret selvmord. Jeg ved, at jeg bevæger mig på en knivsæg her, men hvis nogen spørger mig, hvad der sker, hvis de tager 200 morfinpiller, så skal jeg nok forklare det. Jeg mener ikke, jeg nødvendigvis skal forhindre selvmord. Men jeg skal ikke gøre noget, der slår patienter ihjel. Det må de altså selv gøre. Ellers må de pårørende gøre det - og få en betinget dom.«

Heller ikke når der som i f.eks. den hollandske model er tale om terminalt syge patienter uden noget håb for bedring, som blot ønsker en værdig død?

»Problemet er, at de grænser meget nemt kan rykke sig. Tyktarmskræft med metastaser kan f.eks. ikke helbredes, men man kan godt leve i to-tre år. Men hvis man er lidt deprimeret, kan man sikkert godt få lyst til at gøre en ende på det hurtigst muligt. Jeg mener, det er en farlig vej at gå. I sidste ende har vi jo alle en uhelbredelig sygdom, som vi ultimativt dør af. Den hedder livet.«