»Og hvorfor skulle det hedde Ringkøbing-Skjern Kommune?«

I Danmarks arealmæssigt største kommune, Ringkøbing-Skjern, slikker borgere stadig sårene efter sammenlægningen af fem kommuner for et år siden. Nogle føler sig misbrugt og forladt, andre er ligeglade og andre igen er mere optimistiske.

FØRSTE STOP. Sammenlægningen af de fem kommuner, der i dag hedder Ringkøbing-Skjern Kommune, vækker ikke ligefrem begejstring på Sømandshjemmet i Hvide Sande. Her mener man, at storkommunen har aflivet nærdemokratiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Det har sandsynligvis ingen dybere betydning. Men netop den dag, vi drager ud for at finde ud af, om Ringkøbing-Skjern storkommune har fået en sjæl et år efter sin fødsel, er fusionen mellem fem kommuner dækket af en tåge så tyk, at den afsætter dug på indersiden af kraniet.

Men hvad med kommunen? Vi famler os vej til Hvide Sande i den gamle Holmsland Kommune for at lodde stemningen på yderkanten af, hvad der er blevet kaldt »Danmarks største gadekær«, Ringkøbing Fjord. En radar og et ekkolod ville være god sådan en dag som i dag, men på den anden side er der kun én vej ud til tangen, og én vej hen over den. Svær at undgå, hvis man da tøjler trangen til at forsvinde ud i det store hvide ingenting. Og ordene omkring bordet i kantinen på Sømandshjemmet i Hvide Sande er lige så entydige og uundgåelige, de strømmer som fisk fra en trawlpose, der tømmes over dæk: våde, gispende og baskende.

FIRE GAMLE FISKERE og en enkelt smed er enige. Den nye storkommune med sine 1.489 kvadratkilometer og 58.000 indbyggere har fanden skabt, og det var meget bedre i gamle dage, da folk på Klitten havde fod under eget bord og kunne holde skatten nede og grundskylden oppe.

»Vi ved ikke, hvad vi skal svare dig. Der er jo ingenting, der fungerer efter hensigten, som det var før. Uanset hvad man skal, så er det trukket væk. Før havde vi vores egen administrationsbygning, men nu er det hele rykket til Skjern eller til Ringkøbing. De har sat sig på det. Vi er blevet udsultet. Nærdemokratiet er forsvundet og erstattet af fjerndemokrati, hvis der da overhovedet er sådan noget. Det er det, der er sket,« siger smeden, der som fiskeskipperne ikke vil have sit navn i avisen.

»Man skal jo også ha’ det sådan, at man kan stå af æ bil et sted uden at få tæsk. Det skal ett’ så møj til nu om dage,« som en af fiskerne, der er over 80 år, forklarer. Men de kan da plages til at blive fotograferet.

Jamen, er det ikke bedre at komme ind i en større kommune, hvor der er penge til lidt mere, når det nu skal være?

»Penge har vi da aldrig manglet. Vi havde rent tilfældigt 80-90 mio. kr. i kommunekassen. Der var ingenting, der var forsømt. Men halvdelen af dem tog Lars Løkke sig af. Det var ligesom, at det det drejede sig om, det var at få æ kasse tom. Og en tom kasse det er altså noget dårligt noget,« siger smeden.

Synes I slet ikke, I har fået noget til gengæld?

»Nej. Jeg tror ikke, det bliver nemt at finde nogen, der synes, det har været en fordel. Og hvorfor skulle det hedde Ringkøbing-Skjern Kommune? Hvorfor skulle det ikke hedde Ringkøbing Fjord Kommune,« siger en skipper.

Men tror I, det bliver bedre, i det mindste?

»Nej, det bliver da dyrere. Det er punkt ét. Æ pris vil stige, og æ service vil falde. Så det er svært at se noget positivt i det.«

VI KØRER SØNDENUD af Hvide Sande og lige ind i tågen igen. Efter et stykke tid i det bare ingenting dukker ved vejsiden de gule huse op, som fortæller, at nu er vi ved Nymindegab ved Ringkøbing Fjords sydlige spids. Vi stikker ind i landet mod landsbyen Lyne i den gamle Egvad Kommune, den sydligste by i storkommunen. Det bliver kun til en stikprøve ved DK Benzin-tanken, hvor alt er godt, hvis pølsen er god. Som indehaver Jens Bo Rewaldt forklarer:

»I det store hele er det okay med Lyne i Ringkøbing-Skjern Kommune. Vi har haft nogle enkelte problemer med bevillingen til vores pølsevogn, som vi først fik efter fire måneder. Umiddelbart føler jeg, at det er for lang tid for en pølsevogn. Det er det eneste, vi ikke har været tilfredse med. Jeg synes fra starten, det var en god idé med en storkommune. De skulle bare have kaldt den noget andet. Men ellers har jeg kun været skuffet i forhold til pølsevognen, og ellers ikke,« siger Jens Bo Rewaldt.

Vi skal have fat i det arbejdende folk. I Skjern crash’er vi en tandlægeklinik, hvor tandlæge Peter Anthonisen sidder med sit isenkram langt inde i munden på en patient, der har knækket en tand og skal have stumpen filet til en krone.

»Jeg har ikke set den store forskel på før og nu,« siger tandlægen om kommunesammenlægningen. Det generer ham ikke, at hans kommune er blevet større, tværtimod tror han på argumentet om, at der er stordriftsfordele ved det.

»Jeg tror, man kan gøre det bedre, når man er stor, end når man er lille,« siger tandlægen. Hans patient, bibliotekar Erik Just, får fjernet suget, så han kan give sit besyv med.

»Sådan lige ud af posen? Sådan fifty-fifty. Det gode er, at nærheden stadigvæk er der. Det dårlige er, at hvis man skal snakke med nogen, så er de forsvundet i alle mulige retninger. Du kan ikke finde nogen at snakke med. Det er ikke godt.«

Tror du, det kommer til at hænge bedre sammen med tiden?

»Ja. Men det bliver spændende at se, om Skjern og Tarm kan finde ud af det sammen,« siger Erik Just og berører den gamle rivalisering mellem nabobyerne på hver sin side af Skjern Å.

Er servicen blevet bedre eller ringere?

»Jeg tror, kommunen kæmper med en række problemer, fordi den er blevet så utrolig stor. Men de kommunalt ansatte maser på, det bedste de har lært, og det er ikke, fordi de taber modet. Men det er stort, det her. Vi er ikke så mange i forhold til kommunens størrelse, og jeg tror, det er kommet bag på mange, hvor dyrt det er at drive nogle af de opgaver, kommunerne har overtaget fra amterne.«

Så bliver suget slået til igen, og tandlægen vender tilbage til sit arbejde og Erik Just til sin skæbne.

Vi fortsætter gennem ærtesuppen, drejer til højre ved tørrecentralen og stikker mod den eneste gamle kommune, som ikke grænser op til Ringkøbing Fjord, men hvor borgmesteren til gengæld kommer fra: Videbæk. Her ligger det hæderkronede firma Antons Camping, en institution blandt det migrerende folk med jydekrog. Anton er for længst gået på pension og bor lige omme bagved, men Thomas Kaspersen er sidste skud på sælgerstammen.

»Som privatperson har jeg ikke mærket den store forskel. Jeg var bange for, at skoler og børnehaver skulle blive forringet, og det frygter jeg også for fremtiden. Men indtil videre er der ikke sket noget,« siger han. Og så viser han de nyeste modeller, og jeg skal ellers lige love for, at der er sket noget inden for campingvogne på det seneste. Hjørnesofaer i læder, fladskærms-TV, toptunede toiletter.

MEN VI SKAL TIL Ringkøbing, den skælvende rosin i pølseenden, den gamle købstad ved fjorden, hvor det altid regerende parti, Venstre, havde gravet sig så langt ned i skyttegravene mellem land og by, at de ikke magtede at stille med en stærk borgmesterkandidat, da det gjaldt, og dermed så sig selv manøvreret ud på et sidespor. Det sved i den fine gamle amtsby, der var vant til at føle sig en smule hævet over oplandet. Men bliver man tørstig og spørger Søren Svingel, brygmester på det lokale bryghus, er der ingen grund til bekymring: »Det er ligesom når man brygger øl: Jawværk er skidværk. Sådan er det. Dem, der står og stamper i jorden lige nu, skulle måske nok vente et par år og se, om de ikke får det til at fungere.«