Ofre for mordbrand døde af varme og kulilte

Obduktion af ofre for mordbrand viser, at de var i live, da branden brød ud. De døde på grund af ilden.

To endnu ukendte ofre i en brand på Heimdalsgade i Aalborg tirsdag aften døde på grund af branden. Det viser obduktionen af ofrene.

Politiet kan dermed udelukke spekulationer om, at de to personer skulle være blevet dræbt, inden der blev tændt ild til huset.

- Obduktionen viser, at dødsårsagen er varme og kulilteforgiftning, fortæller politikommissær Sune Myrup.

Vidner har fortalt politiet om en gruppe på fem-syv personer, som flygtede fra stedet, da huset på Heimdalsgade 1 brændte.

Politiet formoder, at branden er blevet antændt ved brug af brandbar væske. Blandet andet fordi ilden bredte sig meget hurtigt. Men også fordi en af de flygtende havde ild i tøjet.

Politiet bad onsdag borgerne om hjælp til opklaringen, og efterforskerne har da også modtaget flere henvendelser i sagen.

- De går på, at folk har set noget i området. Men ingen af henvendelserne har givet noget afgørende gennembrud i efterforskningen, lyder det fra Sune Myrup.

/ritzau/