44-årig kvinde er død – kæreste er fængslet
Onsdag blev en 54-årig mand fængslet i en sag om drabsforsøg i Holte. Fredag er offeret afgået ved døden.

Onsdag blev en 54-årig mand fængslet i en sag om drabsforsøg i Holte. Fredag er offeret afgået ved døden.

En 44-årig kvinde fra Holte er død. Hun har været i kritisk tilstand, siden hun tirsdag blev udsat for drabsforsøg.
Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.
Kvinden blev tirsdag forsøgt kvalt, hvorefter hendes 54-årige kæreste blev anholdt og sigtet for drabsforsøg.
Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Kvinden og manden boede sammen i Holte.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.37 tirsdag.
Manden var tavs i retten onsdag. Retsmødet blev holdt for lukkede døre, så nærmere detaljer om sagen har været hemmeligholdt.
Efterfølgende fortalte anklager Michael Quist dog, at manden via sin forsvarer havde erkendt de faktiske forhold i sagen.
Den 54-årige mand blev fængslet i surrogat. Det dækker over situationer, hvor den sigtede ikke tilbageholdes i et arresthus, men eksempelvis på en institution eller en psykiatrisk afdeling.
/ritzau/
Opdateres...