Özlem Cekic

»Det er en meget pragmatisk løsning, som har skabt fantastiske resultater for pigerne«Det er et skridt i retning mod bedre integration, at Hovedstadens Svømmeklub tilbyder kønsopdelt svømme­træning og slørede vinduespartier for at få flere nydanske piger i vandet, mener debattør og foredragsholder Özlem Cekic. Hun har selv lært at svømme på et pigehold på Vesterbro.

Blogbilleder af Özlem Cekic Fold sammen
Læs mere

Hvad synes du om initiativet i Tingbjerg, hvor flere hundrede piger er begyndt til svømning?

»Det er fantastisk. Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt, men det er en meget pragmatisk løsning, som har skabt fantastiske resultater for pigerne. For vi er nødt til hele tiden at kigge på slutresultatet. Rom blev jo heller ikke bygget på en dag. Og er formålet at lære pigerne at svømme, så er det faktisk opnået. Og hvad er alternativet? At pigerne ikke kommer til svømning. Kritikerne glemmer at være pragmatiske i forhold til at flytte de her forældre holdningsmæssigt. Deres holdninger rykkes ikke ved, at vi alene bliver forargede. De rykkes ved dialog.«

Mener du, at der er tale om succesfuld integration?

»Ja, jeg mener det er et skridt i den rigtige retning. Det her er en måde, hvorpå man rykker de her piger tættere på ligestilling og deres forældre tættere på en holdnings­ændring. Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt, for i min verden er piger og drenge fuldstændig ligestillede, men nogle af forældrene har åbenbart en konservativ tilgang til køn. Dem skal vi turde bygge bro til.«

Kritikere vil sige, at det holder pigerne fast i et kønsmønster, som ikke passer ind i Danmark. Har de ikke en pointe?

»Jeg køber ikke præmissen om, at hvis man går ind for pragmatiske løsninger, så er det, fordi man vil fastholde pigerne i undertrykkelsen. Det er noget vrøvl! Kritikerne er mere optaget af ølkassetaler end af at finde pragmatiske løsninger, der kan give disse piger de samme muligheder som drengene. Hvis kritikerne var interesserede i at rykke forældrenes konservative holdning til køn, burde de også være interesseret i at gå i dialog. Det gør man ikke alene med fordømmelse. Man er nødt til at give pigerne nogle redskaber til at tage de her kampe, så man kan rykke dem tættere på ligestilling skridt for skridt.«

Er det ikke en accept af nogen normer, som ikke længere eksisterer i Danmark?

»Det er ikke en accept, men et behov for at ændre forholdene, når man tager den her pragmatiske tilgang. Når du sender pigerne til svømning eller på lejrskole eller noget tredje, så lærer du dem også, at de kan de samme ting, som drenge. Så kommer de hjem som ligestillingsambassadører og tager kampen med deres forældre.«