Østjyske postarbejdere strejker for mere i løn

Postarbejdere vrede over mindre løntilbud i lokale forhandlinger end til sammenlignelige grupper i det private.

En arbejdsnedlæggelse blandt postarbejdere i Vejle bredte sig tirsdag til Horsens, Brædstrup, Hedensted og Juelsminde under krav om en højere lønstigning, end Post Danmark har tilbudt under igangværende lokalforhandlinger.

- Postbudene er ikke tilfredse med tilbuddet, og arbejdsnedlæggelsen er et signal til ledelsen om, at de må forhøje det, siger branchesekretær John Johansen fra fagforbundet 3F i Vejle til Ritzau.

Post Danmark har ifølge branchesekretæren tilbudt en stigning på 3,80 kroner i timen. Postbudene henviser til, at i industrien, som de nu hører under aftalemæssigt, har lønstigningen efter lokalaftaler været på 5,88 kroner. Og inden for transportsektoren - som private bude hører til, og som postbudene selv mener, at de bør sammenlignes med - har stigningen været på 6,10 kroner.

/ritzau/