Østjylland og København snupper trafikinvesteringer

Regeringens infrastrukturkommission foreslår at målrette trafikinvesteringer massivt mod hovedstaden og Østjylland.

Fremtidens største trafikale udfordringer bliver at undgå lange køer og ventetider på landets veje, så både mennesker og gods kan bevæge sig frit.

Det var konklusionen, da Infrastrukturkommissionen onsdag kunne gøre status på sit hidtidige arbejde. Kommissionen er nedsat af regeringen til at fastlægge de langsigtede perspektiver for, hvordan biler, lastbiler, fly, tog, skibe og cykler skal kunne bevæge sig i Danmark. Og målsætningen var klar. Udbygninger af ikke mindst veje skal forhindre frustrerede bilister og lastbilchauffører bag rattene, og der skal sættes hårdt ind der, hvor problemer allerede mærkes i dag. Derfor fokuserer kommissionen på København og Østjylland.

Der er forslag om en havnetunnel i København, udbyggelse af indfaldsveje til hovedstaden, flere ringveje, udvidelse af metro og en letbane fra Lyngby over Husum og Rødovre til Avedøre. I Østjylland går forslagene først og fremmest på at udbygge motorveje - herunder en ny midtjysk motorvej fra Vejle til Viborg.

/ritzau/