Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er brug for mere kontrol med bilisternes fart over Øresundsbroen. Det mener Øresundsbroen, og Rådet for Sikker Trafik bakker op.
Ønsket er ifølge tv2.dk en ny form for fartmåling, der kaldes strækningskontrol.
Det går ud på, at man via overvågning noterer, hvornår en bilist starter på en strækning, og hvornår bilisten forlader strækningen.
Det vil vise, om bilisten gennemsnitligt har kørt for stærkt.
»Vi så gerne, at dette her blev brugt mange steder i landet. Men vi peger på Øresundsbroens tunnel, fordi den er meget udsat, og det er svært at kontrollere på andre måder der,« siger Mogens Kjærgaard Møller, direktør for Rådet for Sikker Trafik, til Ritzau.
Rådet mener, at strækningskontrol er en retfærdig måde at kontrollere på, da det ikke er et øjebliksbillede.
»Strækningskontrol er måske en af de mest effektive måder at lave fartkontrol på. Og så er det en meget retfærdig måde at gøre det på,« siger han.
Ifølge Københavns Politi er der betydelige problemer med farten på Øresundsbroen og i tunnelen.
Fra midt juni til midt september har politiet overvåget strækningen.
Det har vist, at 11.000 ud af omkring 200.000 trafikanter kørte for hurtigt. Der er målt fart helt op til 209 kilometer i timen.
Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, siger, at han vil drøfte med transport- og justitsministrene, om man skal iværksætte et forsøg med strækningskontrol.
»Kørslen er fuldstændig uacceptabel, og det er derfor, vi er nødt til at lade hammeren falde hårdere,« siger han.
Dansk Folkepartis Kim Christiansen, der er formand for Færdselssikkerhedskommissionen, er enig.
»Det er bestemt et værktøj, man kan tage i anvendelse sammen med stærekasser. Jeg er åben over for alt, hvad der kan mindske antallet af ulykker,« siger han.
Socialdemokratiet er også klar til at kigge på strækningskontrol.
»Vi mener, det er en god og effektiv måde at lave kontrol på. Med hensyn til broen mener vi dog, at der er andre ting som rumleriller og bedre skiltning, man kunne starte med, siger partiets transportordfører,« Rasmus Prehn.
/ritzau/