Ønskebørn udløser depressioner

Kvinder, som ikke får barn efter endt fertilitetsbehandling, har lavere risiko for at udvikle en depression end dem, som ender med at blive mødre.

Kvinder, der får børn efter fertilitetsbehandling, har større risiko for depression. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Fertilitetsbehandling kan være hårdt for kvinder og par at gå igennem, men selv om forløbet ender godt, og der kommer til et barn til verden, er det ikke ensbetydende med en lykkelig slutning.

Et nyt studie fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet viser, at de kvinder, som får et barn ud af fertilitetsbehandlingen, har fem gange større risiko for at udvikle en klinisk depression i forhold til de kvinder, der ikke har held med behandlingen.

Resultatet kommer bag på forskerne, fortæller ph.d. og dr.med. Lone Schmidt fra Institut for Folkesundhedsvidenskab.

»Vi forventede, at det var modsat - altså at det ikke at opnå at få et barn, når man er fertilitetspatient, var en risikofaktor for at udvikle en alvorlig depression, men det viste sig altså at være omvendt,« siger hun.

Lone Schmidt understreger, at det ikke er fertilitetsbehandlingen i sig selv, der øger risikoen for depression.

»Studiet viser, at kvinder, som bliver mødre via fertilitetsbehandling, ligner kvinder, som er blevet gravide på normal vis. Det at få et barn er en risikofaktor for senere at udvikle en depression. Man skal i hvert fald ikke tro, at det beskytter kvinden mod en fødselsdepression, hvis man har ønsket sig et barn længe, og det er et meget ønsket og savnet barn, der bliver født,« siger forskeren.

Hun og de andre forskerne bag studiet håber, at den nye viden kan bidrage til endnu mere forskning på området. Det er dog også vigtigt, at den kan berolige par, som overvejer at begynde i fertilitetsbehandling, men som er bange for, hvad der sker, hvis behandlingen ikke lykkes.

»Forskningen skal bruges til at sikre patienter og fertilitetsbehandlere om, at de 30 procent af parrene, der bliver afsluttet uden at de har fået et barn efter fertilitetsbehandlingen, ikke er i øget risiko for at udvikle en alvorlig depression. Også selvom det for parrene selvfølgelig er en alvorlig belastning ikke at have fået et barn, er det for dem godt at vide, at risikoen for en depression ikke er højere end normalt,« siger Lone Schmidt.

Hvert år fødes der cirka 4.800 børn af danske kvinder, som er blevet kunstigt befrugtede. Det svarer til hvert 12. barn i en årgang.