Det er de gule klinker på fortovene, der tænder den indre erindringsmaskine. Turen fra huset i Grønnegade, hvor jeg boede, til skolen, der lå lige ved siden af Rønne Theater, går gennem nogle snoede, brostensbelagte gader med mærkelige navne. Pistolstræde til venstre. Så videre ad Damgade eller Nellike­gade, hvis man hellere ville tage vejen venstre om pakhuset med kranen til at hejse kornsække op. Bag det der dengang var min skole, ligger Snorregade. Snorre? Som syvårig i 1. klasse på Rønne Privatskole i 1960 anede jeg ikke, at Snorre er et drengenavn.

Men det er de smalle fortove med de gule klinker, der gør de gamle gader i Rønne til noget helt specielt. Når det regner, er de glatte som is, men bedre at cykle på end brostenene. Klinkerne er fremstillet på Hasle Klinker og kan ses i de gamle byer på Bornholm. Men for mig er de forbundet med brosten og barndom. Heldigvis har gaderne undgået overgreb i form af asfalt og betonfliser. Vores gade ligner fuldstændig sig selv.

Min bedste legekammerat, der boede ved siden af os og også hed Christian, og som derfor blev kaldt Christian-ved-siden-af, var en ivrig fodboldspiller, så vi tyrede læderkuglen rundt i gaden. Grosserer Drejø, der boede i det gulkalkede hus overfor vores, blev ikke begejstret, når vores bold efterlod et beskidt aftryk på den strålende mur. Alligevel fik jeg et job som cykelbud hos ham, da jeg blev lidt større. Grosserer Drejø solgte blandt andet olietøj til fiskerne, og hans kone drev en lotterikollektion. Når jeg cyklede rundt til konerne i byen for at aflevere lodder og kradse betalingen ind, og det regnede, var der gode drikkepenge at score.

De fleste huse i gaden er gamle og skæve. Men vores er bygget efter krigen. Inden krigen lå der et gammelt hus, men som de fleste i Danmark er uvidende om, blev Rønne og Neksø bombet af russerne den 7. og 8. maj 1945, mens resten af Danmark holdt fest for befrielsen. Vores hus må have fået en fuldtræffer. I kælderen kan man se kampestensfundamentet fra det gamle hus. Tanken om bomben, der ramte det tidligere hus, tilføjede et pift af drama til kælderen, hvor der var plads til en pæn stor elektrisk togbane. Märklin, naturligvis. Christian-ved-siden-af havde Fleischmann-tog.

Rønne Privatskole anno 1960 var klemt inde i nogle små bygninger på den ene side af en miniskolegård med en minigymnastiksal på den anden side af gården. Toiletbygningen lå inden for porten, og der var småt og uhumsk. På billedet fra 1. skoledag står jeg i rent og presset tøj, med tornyster på ryggen, og lytter, mens min far taler med skole­inspektøren, der hed Vilhelm Kofoed-Hansen. Han var ekspert i at stikke en lussing.

Med venstre hånd tog han fat i de små hår ved øret, trak ens hoved lidt på skrå, og så huggede han til med sin store højrehånd. Men til hans ros skal siges, at man fik valget mellem en lussing eller en sveder. Drengene i min klasse valgte lussingen. Vi må have været omkring 100 elever, inden vi i 1964 senere flyttede til en nybygget skole med flade tage oppe i Kandegade nær Hovedvagten­.

I dag hedder skolelederen Marianne Andersen, og hun ser forfærdet ud, da hun hører om Vilhelm Kofoed-Hansens lussinger. I de halvandet år, hun har haft jobbet som leder, har hun kun to gange haft en elev til samtale for at drøfte adfærd. »Det viser, at vi har et fint klima, og at lærerne magter at holde orden selv,« fastslår hun.

Siden 1960erne er skolen vokset til nu 350 elever og har opkøbt flere naboejendomme for at få plads til faglokaler, SFO og til en særlig bygning til 10. klasse. Det er en international klasse med syv lektioner om ugen i engelsk og udvekslings- og praktisk ophold både i USA og Storbritannien. Vi andre nøjedes med en årlig skoleudflugt til Dueodde.

»Ja, vores børn kommer fra ressource­stærke familier, og det er en god historie om Bornholm, at der er så mange, der bakker op om deres børn og skolen. Vi kræver, at forældrene støtter både med lektier, og hvis der er fravær. Man skal have lyst til at være her,« fastslår Marianne Andersen.

De ressourcestærke

Prisen på 1.510 kroner om måneden i 11 måneder er åbenbart ikke for meget på en ø, hvor indtægterne ellers er lavere end i København. Så det går godt på skolen – så godt, at man bruger en halv million til nyt trådløst wifi over hele skolen, og skifter ruderne i den bygning, hvor jeg gik. Dengang var ruderne ellers helt nye. Klasselokalet ligner sig selv. Der er et forrum, hvor man kan læse lektier. Det kunne også bruges til kamp med elastikker og papirkugler som våben og væltede borde som fæstninger.

Blandt de ressourcestærke forældre i min tid var byens store slagter, Riddersborg, der havde en søn, jeg legede med. I dag er der ejendomshandel med masser af smukt beliggende ejendomme til en million eller mindre i udstillingsvinduet. Der var tømmer­handlerens søn, Ole, og så min far, der var chefredaktør på Bornholms Tidende og i skarp konkurrence med den socialdemokratiske Bornholmeren. Tidende vandt og nåede i 2001, efter Bornholmerens lukning i 1994, et oplag på 14.200.

Ulykken ved at være redaktørsøn var, at man for at undgå beskyldninger om nepotisme ikke kunne gå med aviser for Tidende. Man kunne heller ikke arbejde for konkurrenten, så tilbage var avisruten med Berlingske Aften og Information, som blev læst af byens få gymnasielærere og endnu færre andre akademikere.

Der var meget langt mellem abonnenterne på aviserne, som hver anden dag ankom med en forsinket aftenflyver, hvis da ikke tågen helt forhindrede landing. Avisruten måtte suppleres med søndagsudgaven af den avis, De holder i hånden, og som vejede et ton og ødelagde bagage­bæreren på ingen tid.

Indbyggertallet falder

I dag hedder chefredaktøren Søren Christensen. Han kommer fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern, har haft jobbet i godt et års tid, og det er jo rigtigt, at Tidendes oplag på knap 9.000 er mindre end dengang, da fjernsyn var i sort-hvid, men det er større, end det var både for et år og to år siden.

»Ring bare til andre danske aviser og spørg, hvor mange der har tilsvarende oplagsudvikling,« siger han, mens han viser sin oplagsstatistik på sin computer i det kontor, hvor min far sad, og hvor journalisterne samledes om natten, når der havde været folketingsvalg, og avisen gav smørrebrød og øl. Det var vist her, jeg selv blev fanget af den særlige atmosfære, der lever på en nyhedsredaktion.

Søren Christensens kone arbejder med marketing hos Færgen A/S – det halvt statsejede selskab, der driver færgerne til øen og fire andre mindre færgeoverfarter rundt i landet – og de to halvstore børn er faldet godt til. Og ja, indbyggertallet er faldet. Sidste år nåede det under 40.000. Men Bornholm har også mange tilflyttere, der for en dels vedkommende er over børnealderen, men som medbringer kvalifikationer og ideer og penge. De kommer til en ø, som ifølge Søren Christensen måske nok er udkantsdanmark, men i så fald i en luksusudgave.

»Her er også luksus, når turisterne er taget hjem. Aldrig har vejen mellem København og Bornholm været lettere. Vi har syv daglige flyafgange til København, og vi har hurtigfærge og en reservefærge. Her har jeg 300 meter til arbejde, og min kone har 500,« fastslår Søren Christensen. Bornholm er rigt, hvad angår antallet af journalister i forhold til indbyggertallet. Der er tre gange flere på TV2s regionalstation, end der er på Tidende, men trods den hårde nyhedskonkurrence kan hverken TV2 eller DR konkurrere med Tidende, når det gælder nærhed til borgerne, mener Søren Christensen, der som redaktør er en offentlig person, hvis meninger tæller. »Når jeg skriver, at man godt kan pakke ideen om at bygge en tunnel mellem Bornholm og Sverige ned, får jeg én over snuden. Men det vil koste Bornholm goodwill at køre frem med den idé. I avisen vil vi hellere fortælle de positive historier om alt det, der lykkes,« siger Søren Christensen.

Fra bladhuset i Nørregade kan redaktøren kigge hen på torvet, hvor en af byens gamle boghandlere William Dam har udviklet sig til en af landets succesrige internet-boghandler. I gamle dage, mens en konkurrerende boghandel, Coldbergs, lå på Torvets modsatte side, tilbragte de to boghandlere aftenerne med at vente på, at konkurrenten slukkede lyset i forretningen, for den, der slukkede sidst, var den, der havde mest at lave, fortæller Pernille Povlsen, der er 3. generation i boghandlerfirmaet sammen med sin mand, Peter Povlsen.

Nu er William Dam eneste boghandel i Rønne, men der er 19 ansatte, som sender bøger til internetkunder over hele landet. Pernille og Peter var som så mange andre bornholmere flyttet til Sjælland, hvor de drev boghandel i Hellerup, men vendte tilbage, har fået børn og har skabt en forretning, hvor der er overskud til at arrangere kulturelle møder en gang om måneden eller mere med forfattere som Kim Leine, Jussi Adler Olsen og andre kulturpersoner. »Jeg tror, vi er Danmarks tredjestørste internet­forretning,« siger Pernille Povlsen.

»Solen skinner også om vinteren«

Blandt gæsterne og blandt Pernille og Peters venner er et af mange tilflytterpar, Esben og Tine Albinus Ørberg. Esben er netop gået på pension efter et arbejdsliv i journalistik og kommunikation, og Tine, der også har arbejdet med kommunikation, medbringer sit eget internetfirma, Albinus Frø, som sender poser med plantefrø til kunder i hele landet. De har købt en idyllisk ejendom i Søndergade, hvor der er rigelig plads til gæster, som kommer forbi i en lind strøm.

»Her er ikke afviklingsstemning. Solen skinner også om vinteren,« siger Tine Ørberg.

Bornholm er blevet til et gastronomisk smørhul med restauranter som Kadeau i Sømarken, Sommer-Pony i Allinge, Hotel Molen i Neksø og Melsted Badehotel for at nævne nogle. Der er folkemødet i juni, som alle er enige om er en gave til Bornholm. Der er masser af andre tilbud året rundt.

»Vi gider ikke tale tingene ned,« fastslår de i enighed.

Bornholm er som udkant betragtet et modsætningsfyldt sted. Prognoser spår et yderligere fald i indbyggertallet de kommende år. Men hvis Bornholm er under afvikling, så er det en afvikling i skønhed.