Øen der druknede

De fem fastboende på den flade og lave ø Saltholm ud for København har aldrig oplevet noget lignende. En kombination af regn og høj vandstand i Øresund har forvandlet op mod halvdelen af deres ø til et regulært soppebassin. Samtidig er øboerne i fare for at isolere sig selv, idet postbåden har svært ved at sejle over den stadigt lavere sejlrende.

Kvæg i fodbad på Saltholm. Store dele af øen er oversvømmet på grund af heftige regnskyl og høj vandstand i Øresund. I baggrunden de store vindmøller på Middelgrunden ud for Københavns Havn. Foto: Kristian Sæderup
Læs mere
Fold sammen

I vinter slog piloter, der lagde an til landing i Københavns Lufthavn, alarm. Saltholm var nærmest pist væk, rapporterede de. Der, hvor der plejer at ligge en grøn og flad ø i Øresund kort før landingsbanen, var der stort set intet andet end vand tilbage. Kun enkelte træer og et par gårde lå som småøer i Sundet.

Fra stuevinduet i sin bondegård fulgte kreaturpasser Markus Sørensen med stigende uro i sindet vandets indtrængen.

»På et tidspunkt gik vandet helt op til det hvide gærde ude i haven,« siger han og peger på et punkt bare 10-15 meter fra stuehuset. »Alt andet var vand så langt øjet rakte. Jeg har aldrig set noget lignende.«

Ude på de oversvømmede græsområder på den ellers 18 kvadratkilometer store ø gik et par hundrede hårdføre kreaturer samtidig rundt i iskoldt vand til livet. I de kystnære områder druknede adskillige får, og på stolper og hegn klamrede gennemblødte harer sig fast i desperate forsøg på at overleve vandmasserne.

Det foregik ti kilometer fra Rådhuspladsen i København, men i den pulserende hovedstad anede man næsten intet om naturdramaet i storbyens egen baghave. Det våde drama er endda ikke helt tilendebragt, for en kombination af enorme mængder regn og generelt højvande i Øresund har gjort sommerens Saltholm mere gennemblødt, end nogen kan erindre.

Fem fastboende
Der er kun fem fastboende påøen, som næsten alle danskere har set fra flyveren, men som kun et fåtal har besøgt. Øens højeste naturlige punkt ligger bare et par meter over havoverfladen, og så langt øjet rækker, er der græs og græs, mudder og vandhuller. Og dog. For i dette barske og unikke stykke natur, der er Østdanmarks vigtigste yngleområde for fugle, bliver man konstant mindet om det 21. århundrede.

Hvert andet minut lægger et summende fly an til landing og kaster sin skygge over øen. Store fragtskibe passerer forbi i Øresund, og ude over horisonten troner Øresundsforbindelsen, Malmøs skyskrabervartegn Turning Torso og de vældige vindmøller på Middelgrunden ud for Københavns Havn.

På Saltholm er man omgivet af civilisation til alle sider, mens man selv må kæmpe sig i gummistøvler gennem mudder og vand og i øvrigt må leve et liv uden adgang til rindende drikkevand og faste leverancer af elektricitet. Øens eget grundvand er salt og udrikkeligt brakvand, og strømmen må beboerne selv producere ved hjælp af vindmøller eller benzinslugende generatorer.

To gange om ugen, tirsdag og fredag, lægger skipper Allan Frederiksens lille postbåd fra havnen i Kastrup til ved den beskedne havn påøens nordvestpynt, hvorefter øens to familier, Zimling og Sørensen, kan forsynes med mad- og drikkevarer, benzin og andre fornødenheder.

»Vi har kæmpet for at få samme status som andre beboede øer i Danmark uden broforbindelse det vil bl.a. sige gratis færgefart for fastboende, adgang til elektricitet og acceptable indsejlingsforhold, men vi taler for døve øren,« siger 56-årige Markus Sørensen, der sammen med sin kone har opsynsansvaret for de godt 500 kreaturer, der i øjeblikket græsser påøen.

Vand, vand, vand
Markus og hans kone, Solveig, har lovet at vise Berlingske Tidende rundt på en lille del af den overraskende store ø. Vi sætter os ind i ladvognen i parrets traktor, og på et øjeblik har vi forladt grusvejen foran gården til fordel for et smalt og tilmudret hjulspor, som vi bumler hen ad.

Overalt er der store og dybe vandhuller, skabt af de omfattende kalkudgravninger, der foregik påøen frem til midten af 1930erne. Mange steder forvandles muddersporet til regulære søer, som man tvivler på, at traktoren kan forcere, men den kraftige dieselmotor trækker os næsten ubesværet igennem dyndet og videre over store, nærmest totalt gennemblødte græsningsområder.

Midt i det hele stiger fotografen ud i sine gummisko for at forevige panoramaet. Vandet står 20 cm op ad hans ben. Over os synger svaler i flugt, og i den blide augustbrise mærker man den syrlige duft af malurt.

»Vandet har meget svært ved at løbe bort,« forklarer Markus Sørensen.

»Der er bare et tyndt lag muld, og under det ligger der kalksten og flint, som vandet har vanskeligt ved at trænge igennem. I stedet søger vandet at løbe ud til kysten og i havet, men når vandet, som det gør i øjeblikket, ligger højt i Sundet, så har det også svært ved at rinde væk den vej. Jeg vil tro, at næsten halvdelen af øen ligger mere eller mindre under vand for tiden. Det er lidt af en ond cirkel.«

Flere oversvømmelser i sigte
På Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kan oceanograf Vibeke Huess til en vis grad bekræfte Markus Sørensens formodning. I forhold til sidste sommer ligger vandstanden i Øresund i øjeblikket relativt højt, for tiden ca. 40 cm over daglig vande. Sidste sommer lå vandstanden 10-20 cm over.

»Men det er ikke et alarmerende højt niveau, og det skifter hele tiden i takt med ændrede vind- og vejrforhold,« forklarer hun.

Alarmerende var det til gengæld 19. januar i år, da niveauet i Københavns Havn kom helt op på 1,43 meter over daglig vande og formentlig endnu højere på den som nævnt maksimalt to meter høje ø i Øresund. DMI betegnede da også vandstanden den pågældende dag som en 70-års hændelse, men at dømme efter prognoserne for et Nordeuropa udsat for global opvarmning kan der meget vel være udsigt til større hyppighed af den slags oversvømmelseshændelser i det kommende århundrede. Meget kunne med andre ord tyde på, at Saltholm går en væsentligt mindre tørskoet fremtid i møde.

Et liv på Saltholm
Traktoren ruller ufortrødent videre gennem de våde græsningsområder. En flok gallowaykvæg kigger dovent på os, mens vi skramler forbi på vej hen til øens museum, der sammen med det enestående fugleliv må betegnes som Saltholms eneste reelle turistattraktion. Her mødes vi af den 88-årige museumsbestyrer Hans Zimling, der er født og opvokset på den flade og grønne plet i Sundet. Han er iført stråhat og stok og er lige så frisk i hovedet som en 30-årig.

»Det er den friske luft, der gør det. Og så en enkelt snaps om dagen,« siger han som forklaring på sit gode helbred.

Museumsbygningen er 300 år gammel og angiveligt Danmarks eneste hus af flint og kalk. Indenfor er der bl.a. redskaber fra tidligere tiders kalkudgravninger og gulnede fotografier af stormfloder i 1930erne.

»Dengang var der trængsel herude, for vi var hele 30 mennesker, skole og det hele,« forklarer han.

Postbåden venter på at fragte Berlingske Tidende og en håndfuld turister tilbage til hovedstaden, men i de senere år er det trods den højere vandstand blevet sværere for skipper Frederiksen at komme til kaj påøen:

»Det hænder, at båden skraber bunden herude. Sejlrenden sander konstant til i den rivende strøm, og spørger du mig, så er det Øresundsbroens skyld. Efter den blev opført, er strømmen blevet væsentligt kraftigere herude, og det på trods af at ingeniørerne lovede en nulløsning for miljøet.«

På hans ekkolod kan vi følge vanddybden ud af havnen. 1,80 meter, 1,90 meter, 2,0 meter. Vi er ikke længere i smult vande, og bag os forvandler Saltholm sig til en uendelig smal stribe, der snart synker i havet, så kun konturerne af Malmø og Barsebäcks gamle reaktortårne står tilbage.