Odderen har bredt sig til hele landet

En stor indsats for at redde den truede danske odder blev kronet med succes, da et ægtepar kørte en odder ned på Fyn. For nu ved vi, at den er alle vegne.

Fundet af en odder på Fyn har fået naturfolkene helt op i skyerne, fordi det er første gang i 30 år, at der findes oddere på Fyn. Odderen blev kørt ned søndag aften på landevejen mellem Fåborg og Odense.

- Det her er simpelthen en kæmpesensation. Ingen har set odderen på Fyn i de sidste 30 år. At den nu også dukker op der, er kulminationen på den største succeshistorie i dansk naturforvaltning, siger en mildt sagt begejstret vildtkonsulent Anton Linnet fra Thy Statsskovdistrikt.

Odderen var i midten af 1980'erne helt nede på højst 2000 eksemplarer og stærkt truet. Derfor blev der sat gang i en redningsplan. Siden har odderen bredt sig til hele Jylland og nu menes oppe på 1500 eksemplarer. Men det er første gang, at den også er konstateret på Fyn.

/ritzau/