Nyuddannede mekanikere og malere er hurtigst en økonomisk gevinst for staten

Uddannelser koster statskassen mange penge, men der er stor forskel på, hvornår forskellige uddannelser har tjent sig selv hjem, viser en ny analyse. Hovedbudskabet er dog, at uddannelser altid er en god forretning.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Johan Gadegaard

Der er stor forskel på, hvor lang tid der går, før staten har tjent de penge hjem, det koster at uddanne danske unge.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at for eksempel murere, tømrere, mekanikere og malere hurtigst er en gevinst for staten.

Det skriver Jyllands-Posten.

Til sammenligning er en nyuddannet med en kunstnerisk kandidat, som for eksempel en kandidat i design, 18 år om at tjene sin uddannelse hjem.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse viser dog, at alle uddannelser i sidste ende giver overskud, om end der er forskel på, hvor stort overskuddet er. En læge bidrager for eksempel med 15,5 millioner kroner, mens en elektriker bidrager med 3,1 millioner kroner til statskassen.

Ifølge chefanalytiker ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Mie Dalskov Pihl er analysens hovedbudskab, at det altid er en god forretning at uddanne folk. Hun tilføjer dog, at analysen samtidig viser, at det også giver god mening at skære ned på antallet af studiepladser med høj ledighed.

»Der skal naturligvis også være nogle, der læser de fag, hvor afkastet er lavt og tilbagebetalingstiden lang, men man skal ikke lukke for mange ind. Dem, der brænder for de her fag, skal vide, at det privatøkonomisk er en lodseddel at starte på nogle kunstneriske studier,« siger hun til avisen.