Nyt vidne i Emilie Meng-sag så mand med åbent bagagerum

Vidne har set en bil, som matcher beskrivelsen af den bil, der måske kan knyttets til Emilie Mengs drab.

Vidnet så en parkeret bil ved Regnemarks Bakke på dagen, hvor Emilie Meng døde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Der er kommet nye oplysninger om drabet på Emilie Meng. Politiet har talt med et nyt vidne, der kan have set en bil, som kan knyttes til Emilie Mengs forsvinden.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse onsdag.

I juni i år offentliggjorde politiet billeder af en lys, formentlig hvid, bil af mærket Hyundai. Bilen kan knyttes til stationen i Korsør på det tidspunkt, hvor Emilie Meng forsvandt.

Det nye vidne, som politiet har talt med, så samme dag nogle timer efter Emilie Mengs forsvinden en bil, der matcher beskrivelsen.

Vidnet så "en mindre eller mellemstor lys bil, som var parkeret og havde bagklappen åben". Derudover så kvinden også en mand.

- Ved siden af bilen stod en mand, og det så ud, som om han løftede på en tung genstand, lyder det i pressemeddelelsen.

Vidnet passerede bilen og manden på Vestre Ringvej i Borup ved nedkørslen til Regnemarks Bakke.

Regnemarks Bakke er interessant, fordi det var der, Emilie Mengs lig blev fundet juleaftensdag 2016, skriver politiet.

Kvinden fortæller, at hun kørte bag en traktor på Vestre Ringvej. Det fik hende til at sænke farten. Der var desuden en anden bil bag traktoren.

Politiet vil derfor meget gerne høre fra folk, der har været i nærheden af nedkørslen ved Vestre Ringvej til Regnemarks Bakke i Borup i tidsrummet mellem klokken 07.00 og 09.00 den 10. juli sidste år.

- Uanset om man mener at have set noget vigtigt eller ej, vil politiet gerne tale med de personer, der har været i området i dette tidsrum, lyder det.

Det var tidligt søndag morgen 10. juli 2016, at den 17-årige Emilie Meng forsvandt. Hun havde været i byen med to veninder i Slagelse.

Hun blev sidst set klokken 04.00, da hun tog afsked med veninderne ved Korsør Station for at gå hjem til forældrenes hus i centrum af Korsør.

Knap et halvt år efter Emilie Mengs forsvinden blev hendes lig fundet juleaftensdag i en sø nær Borup på Midtsjælland.

Her kan du læse et sammendrag af det, vi ved skete, den dag Emilie Meng forsvandt (fra arkivet).

/ritzau/