Nyt ungdomshus er allerede lovet væk til udviklingshæmmede

Overborgmester Ritt Bjerregaards (S) planer om et nyt ungdomshus på en nedlagt skole i Stevnsgade på Nørrebro i København er stødt ind i alvorlige problemer. Lokalerne er allerede lovet væk til en specialskole for udviklingshæmmede børn.

Overborgmester Ritt Bjerregaard har gjort regning uden vært. Den nedlagte Stevnsgade Skole, som overborgmesteren har planer om skal være et nyt ungdomshus for de autonome, er nemlig allerede lovet væk.

Det siger Jan Holst Colberg, der er skolebestyrelsesformand på Øresundsskolen. Skolen har i længere tid ledt efter egnede lokaler til en specialskole for multihandicappede børn - lokaler, der så ud til at være fundet, da Købehavns Kommune og Øresundsskolen blev enige om, at de kunne benytte lokalerne på Stevnsgade Skole allerede fra efter sommerferien. Derfor blev skolebestyrelsesformand Jan Colberg noget overrasket, da han så, at kommunen nu i stedet vil sælge skolen, så det kan bruges som nyt ungdomshus.

»Jeg er noget uforstående over for det her. Jeg forstår ikke, at Ritt Bjerregaard kan tilbyde at sælge skolen til fonden bag Ungdomshuset, når vi allerede er blevet lovet at kunne benytte lokalerne til specialskole,« siger Jan Colberg.

Ifølge ham er det helt utænkeligt, at den nedlagte skole både kan huse de handicappede og de autonome.

»Det kan slet ikke lade sig gøre. For det første er der slet ikke plads til begge parter. For det andet mener jeg slet ikke, det er forsvarligt at sætte de autonome sammen med multihandicappede børn,« siger Jan Colberg.

Politisk opbakning

Både SF og de Radikale har tidligere støttet Ritt Bjerregaards forslag om at sælge lokalerne på Stevnsgade Skole til Fonden Jagtvej 69. Dermed har der været politisk flertal for salget. Men nu ønsker SF ikke at bakke op om forslaget, med mindre man samtidig finder en løsning for de multihandicappede.

»Der skal selvfølgelig stilles krav om et nyt sted for de multihandicappede. Vi har jo allerede indgået en lejekontrakt med Øresundsskolen, der skulle stå for specialskolen. Derfor er vi naturligvis forpligtede til at finde et nyt sted til dem,« siger børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF).

Han afviser, at man i stedet finder et andet sted, der er egnet som ungdomshus.

»Det har jo været et enormt problem at finde et sted, der kunne huse alle de aktiviteter, som der er i Ungdomshuset. Det har vi fundet nu, og det synes jeg, vi skal holde fast i,« mener Bo Asmus Kjeldgaard.

Hos de Radikale mener man ikke, at salg af den nedlagte Stevnsgade Skole forudsætter en løsning for de multihandicappede.

»Selvfølgelig skal der findes en løsning for de multihandicappede. Men vi mener ikke, det skal være et krav for at kunne sælge ejendommen i Stevnsgade til Fonden Jagtvej 69. Vi støtter fortsat et salg, og så finder vi selvfølgelig en løsning til de multihandicappede bagefter,« siger det radikale medlem af Borgerrepræsentationen Katrina Feilberg.

Hos Fonden Jagtvej 69 tror man på en løsning med et ny ungdomshus inden for en uge. Her rokker beskeden om, at huset også er blevet lovet væk til multihandicappede, ikke ved optimismen - kun ved tidsplanen.

»Jeg havde håbet på, at politikerne allerede kunne have behandlet sagen i dag. Men det kan jo ikke lade sig gøre nu,« siger fondens advokat Knud Foldschack til Ritzau og tilføjer:

»Vores rolle er ikke at fordrive andre lejere, og derfor glæder jeg mig over, at både overborgmesteren og børne- og ungeborgmesteren klart siger, at man vil have et nyt ungdomshus«.

Hos den borgerlige fløj på Københavns Rådhus er man rystet over beslutningen om stadig at ville sælge huset som ungdomshus i stedet for at bruge det som specialskole.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende i min tid i politik. Multihandicappede børn, der har berettiget krav på hjælp, bliver skubbet bag Ungdomshusets brugere. Det synes jeg er ren og skær kynisme. Man har jo ikke engang gjort sig nogen overvejelser om, hvor de multihandicappede skal være, men bare sagt, at det må vi finde en løsning på. Det er ufattelig langt ude,« siger kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V).

Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) afviser, at nogen bliver tilsidesat.

»Jeg vidste ikke, at det projekt var i gang. Nu, hvor det er det, kan jeg sige fuldstændig klart, at jeg stadig mener, det er et velegnet sted til Ungdomshuset, men multihandicappede børn skal ikke tilsidesættes. Derfor er vi straks gået i gang med at finde andre muligheder til de multihandicappede,« siger overborgmesteren til Ritzau.