Nyt mæglingsforsøg i slagterikonflikt

Tilsynsteknikere mangler garanti for, at udenlandske kolleger ikke er løntrykkere. Nyt mæglingsforsøg straks i slagterikonflikten.

Situationen på de danske svineslagterier var fredag eftermiddag uoverskuelig på grund af konflikten blandt tilsynsteknikerne. Roen var langt fra genskabt, og strejken fortsatte mange steder med den konsekvens, at slagterierne står mere eller mindre stille.

I Sæby, hvor 38 tilsynsteknikere på Danish Crown fredag morgen ellers havde genoptaget arbejdet, valgte tilsynsteknikerne igen at gå til fagligt møde, fordi der blev strejket videre på andre slagterier, og i Fødevarestyrelsen forsøgte man straks at beramme et nyt mæglingsmøde, som ellers var fastsat til mandag formiddag.

Fødevarestyrelsens direktør Anders Munk Jensen siger til Ritzau, at det er helt uacceptabelt, at tilsynsteknikerne ikke følger påbudet fra torsdag om at genoptage arbejdet efter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse de seneste dage.

/ritzau/