Nyt lægemiddel kan dæmme op for misbrug af metadon

Sundhedsstyrelsen er på vej med nye retningslinjer til kommunerne for afvænning af stofmisbrugere. Nyt lægemiddel kan dæmme op for illegal brug af metadon.

Stofmisbrugere kan fremover få lettere ved at komme ud af deres misbrug uden at blive afhængige af metadon. Sundhedsstyrelsen anbefaler nu et nyt og mere sikkert lægemiddel til stofmisbrugere.

Lægemidlet Suboxone er ifølge både Sundhedsstyrelsen og flere læger langt mere sikkert end metadon. Det er ikke lige så vanedannende, og det kan ikke misbruges til at få den rus, som stofmisbrugerne længes efter.

Misbrugsekspert Henrik Rindom er overbevist om, at det nye præparat også vil komme noget af den illegale handel med metadon til livs.

- Det geniale ved de her tabletter er, at du ikke kan misbruge dem ved at sidde og fikse dem. De giver ikke det sus, som stofmisbrugere er afhængige af, siger Henrik Rindom.

Dermed mister tabletterne deres værdi på det illegale marked.

/ritzau/