Nyrup revser prostitution i EU-regi

EU-parlamentarikere skal ikke overnatte på hoteller, der tillader prostitution. Det mener Poul Nyrup Rasmussen og en række nordiske EU-parlamentarikere.

Det klæder ikke EU-parlamentarikere at overnatte på hoteller, hvor der foregår prostitution. Det mener den danske EU-parlamentariker Poul Nyrup Rasmussen og en række skandinaviske kolleger, ifølge The Independent.

Derfor har i alt 37 parlamentarikere forfattet et brev til parlamentets præsident, der kræver, at "Europa-Parlamentet kun bruger hoteller, som udsteder en garanti for, at de ikke er involveret i sexhandel".

Brevet er mellem linjerne rettet mod hoteller i franske Strasbourg, som huser parlamentet en uge hver måned.

Selvom prostitution er forbudt i Frankrig, verserer der rygter om, at ansatte ved parlamentet betaler for sex. Ifølge lederen af et center for prostituerede Le Nid (Reden, red.), Isabelle Collot, undgår de månedlige gæster gadens prostituerede.

- De foretrækker escort. Piger på et højere socialt niveau, som de kan finde i annoncer, siger hun.

/ritzau/