Nyhedsanalyse: Når offentligt ansatte siger nej, nej og atter nej til Løkke

Socialrådgivere, sygeplejersker, pædagoger og andre offentlige faggrupper angreb regeringens helhedsplan. Men er det børn, ældre og syge, organisationerne bekymrer sig om - eller er det deres medlemmers privilegier? Sammenblandingen er total, og troværdigheden er under pres.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skaber regeringens helhedsplan »et stærkere Danmark«. De offentligt ansattes organisationer kunne ikke være mere uenige. Foto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Omkring 800.000 offentligt ansatte er der i Danmark, og de er imod regeringens nye helhedsplan. Det kunne ingen være i tvivl om, hvis de læste udtalelserne fra sygeplejerskerne, pædagogerne, socialrådgiverne og mange andre faglige organisationer.

Men hvis interesser varetager disse magtfulde forbund i grunden?

CBS-professor Ove Kaj Pedersen røg for nylig ud i et stormvejr, da han hævdede, at de ansattes organisationer blandede tingene sammen i en grad, så det er svært at tage dem alvorligt. De skubber et påstået hensyn til de syge, ældre og børnene foran sig med positive begreber som velfærd, sammenhængskraft og lighed. Men først og fremmest er deres ageren et simpelt forsvar for egne velerhvervede rettigheder, lød budskabet.

Hvordan var reaktionerne så på Lars Løkke Rasmussens 2025-plan i den forgangne uge? Her er en overflyvning:

Formand Maibritt Berlau skrev på Twitter den dag, planen blev offentliggjort, at Dansk Socialrådgiverforening havde prøvet at tage ja-hatten på, men 2025-planen indeholdt desværre ikke så mange positive elementer.

Blandt de negative elementer nævnte Maibritt ­Berlau: Udhuling af velfærden, højere pensionsalder, forringet børnecheck, besparelse på SU, dagpengekarens for dimittender, lavere regulering af overførselsindkomster, afvikling af revalideringsordningen, og krav om to et halvt års fuldtidsjob for at gå fra integrationsydelse til kontanthjælp. Socialrådgivernes formand har en klar holdning både til sine medlemmers vilkår – pensionsalder og dimittendsats, og til hvordan man bedst hjælper de ledige – ydelser og revalidering.

Men hvornår stopper det ene, og hvornår begynder det andet?

Det samme gælder FOAs formand Dennis Kristensen. Han var også stærkt kritisk over for højere pensionsalder. Men han mente også, at der skal afsættes mange flere penge til velfærd, og at Løkkes plan skaber større ulighed. Er det en generel politisk betragtning om, at mere velfærd er godt og ulighed dårligt. Eller er det, fordi hans mange lavtuddannede medlemmer gerne så flere kolleger, som passende kunne melde sig ind i FOA, og fordi mere lighed vil betyde mere til de lavtlønnede?

Rita Bundgaard, der er formand for de statsansatte i HK, samlede det hele i dette ene citat, hvor kampen for medlemmerne og borgerne glider helt sammen: »Nu straffer man i stedet de ældre på arbejdsmarkedet og de studerende og ikke mindst de statsansatte. Det er ikke rimeligt,« sagde Rita Bundgaard.

Hos pædagogerne i BUPL er man heller ikke glade. Regeringens plan indeholder ellers et økonomisk løft til børnehaver og vuggestuer på en halv milliard. »Men det forslår som en skrædder i helvede,« lød det fra BUPL-formand Elisa Bergmann.

Det var talt rent ud fra en fagforeningstankegang: Tak for pengene, men vi vil gerne have flere. Flere pædagoger betyder flere medlemmer til BUPL. Men kæden hopper af igen, når formanden i samme tekst efterlyser større »ambitioner for børnene«.

Heller ikke sygeplejerskerne er glade. Velfærden for de syge og gamle vil blive ramt, mente Dansk Sygeplejeråd (DSR) efter statsministerens fremlæggelse.

»Det er provokerende at love store skatterabatter, når Finansministeriets egne tal viser, hvordan det stigende antal ældre vil kræve yderligere investeringer i velfærd,« sagde formanden for DSR, Grete Christensen.

Flere sygeplejersker tak. Men for DSRs skyld – eller for de syges? Mest for borgernes, må man forstå. Planen vil nemlig ifølge Grete Christensen betyde »serviceforringelser i den offentlige velfærd«.

Socialpædagogerne kæmper for de pædagogstuderende og kritiserer nedskæringerne på SU, hvilket er, hvad man kan forvente af en fagforening. Men hvad betyder det, når formand Benny Andersen skriver således: »For mennesker med handicap er et stærkt fællesskab med velfærd, der fungerer, helt afgørende. For dem hjælper skattelettelser ikke noget«?

Formand Bente Sorgenfrey fra hoved­organisationen FTF, hvis medlemsforbund organiserer omkring halvdelen af alle offentligt ansatte, mener også at have taget borgernes parti:

»Regeringen har valgt at prioritere ­skattelettelser på bekostning af velfærd, SU og uddannelse, og det vil ramme børn, unge og ældre,« skrev hun.

Fagbosser må mene, hvad de vil, men man kan ikke sætte lighedstegn mellem flere ansatte af en bestemt faggruppe og mere velfærd. Og problemet opstår, når de samme forbund vil tages alvorligt i den offentlige debat og som fagligt kompetente i udvalg, kommissioner og råd, der forbereder lovgivning og store velfærdsreformer.

Lærerne har stærke holdninger til folkeskolen og pædagogikken, socialrådgiverne til sociallovgivningen og hvem der bør have offentlige ydelser, og sundhedspersonalets organisationer vil have et ord at sige, når det gælder behandling og sundhed.

Sådan er det ikke på det private arbejdsmarked, hvor fagforbund sjældent blander sig i, hvordan man driver virksomhed.

CBS-professor Ove Kaj Pedersens pointe er, at de offentligt ansattes organisationer er vigtige, når det gælder udarbejdelsen af de store reformer, der gennemføres af velfærden i disse år. De er selve nøglen til fremtidens velfærd, mener han. Men de spiller sig selv af banen, når de blander interesserne sammen i en stor gryde og ikke accepterer eller direkte modarbejder de reformer, som et flertal i Folketinget har vedtaget, lød konklusionen.

En helt uvidenskabelig gennemgang af de offentlige fagforbunds reaktioner på regeringens helhedsplan antyder, at professoren har ret.