Nyheden om skyderiet i Field's går verden rundt: »Jeg har tilbudt Mette Fredriksen vores støtte, hvis det skulle være nødvendigt«

Verden over sender folk tanker til Danmark efter søndagens skyderi i Field's i København.

USAs udenrigsminister, Antony Blinken, kalder søndagens skyderi i Field's for et »fejt« angreb. Han har selv besøgt Danmark og den danske statsminister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kort tid efter skyderiet i Field's på Amager søndag aften fandt sted, gik nyheden verden rundt. Medier som amerikanske The New York Times og franske Le Monde har beskrevet episoden, og både herhjemme og i udlandet sender politikere og kendte tanker til de danske familier.

Søndag aften udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) sig i en pressemeddelelse fra Statsministeriet:

»Vi er alle blevet revet ud af den lyse sommer, som vi netop havde taget hul på. Det er ubegribeligt. Hjerteskærende. Meningsløst,« sagde hun.

Kongehuset aflyste efter skyderiet øjeblikkelig en reception på Kongeskibet Dannebrog. Receptionen var planlagt i forbindelse Tour de France i Danmark.

»Situationen kalder på sammenhold og omsorg, og vi ønsker at rette en stor tak til politiet, beredskabet og sundhedsmyndighederne for deres hurtige og effektive indsats i disse timer,« udtalte Kongehuset.

Internationale stemmer

Sangeren Harry Styles skulle optræde i Royal Arena – tæt på Field's – søndag aften, men koncerten blev aflyst på grund af skyderiet.

»Mit hjerte er knust sammen med de københavnske borgeres. Jeg elsker denne by. Folk er så varme og fulde af kærlighed. Jeg er knust på vegne af ofrene, deres familier og alle, der lider. Jeg er ked af, at vi ikke kunne være sammen,« skriver han blandt andet.

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, som blev udpeget af præsident Joe Biden og godkendt af senatet i juni, omtaler skyderiet på Twitter:

»Sherry (hans hustru, red.) og jeg slutter os til alle dem i Danmark og andre steder, der er rystet over det tragiske skyderi i aften i København. Vores tanker går til ofrene, deres familier og alle dem, hvis liv for altid vil blive ændret af dagens begivenheder,« skriver han.

Også USAs udenrigsminister, Antony Blinken, kommenterer gårsdagens tragedie.

Han kalder angrebet for »fejt«.

Skyderiet i Field's skete samme dag, som den tredje og sidste etape af Tour de France blev kørt i Danmark.

Tour de France, der i weekenden har rost Danmark og danskerne for deres engagement ved cykelløbet, sender ligeledes deres »dybeste kondolencer til ofrene og deres familier«.

Reaktioner fra Norden

I Norge, der for lidt over en uge siden oplevede et skyderi i Oslo, sender statsminister Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet tanker til Danmark:

»Dramatisk og tragisk nyhed fra København i aften. Mine tanker går til ofrene og deres pårørende og til de nødhjælpsmandskaber, som i øjeblikket arbejder på at redde liv og sikre befolkningen,« skriver han på Twitter.

Også Sveriges statsminister, Magdalena Andersson (S), udtaler sig om skyderiet:

»Jeg har tilbudt Mette Frederiksen vores støtte, hvis det skulle være nødvendigt,« skriver hun.

Det samme gør Katrín Jakobsdóttir (Venstrepartiet – De Grønne), Islands statsminister. Hun kalder det en »hjerteskærende nyhed« og »meningsløs vold«.

»Den danske befolkning er i Islændingernes tanker i dag. Vi står med jer«, lyder det på Twitter.

Mange andre statsoverhoveder verden over har ligeledes udtalt sig om skyderiet.