Nye tiltag gælder fra lørdag: Restriktioner bredes ud til hele landet

En række restriktioner, der gælder i en række kommuner, bredes nu ud til at gælde i hele landet. Det omfatter blandt andet et forsamlingsforbud på flere end 50 personer og et krav om mundbind eller visir for ikkesiddende gæster på serveringssteder. Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag. Restriktionerne gælder fra lørdag.

 
På et pressemøde i Statsministeriet fredag den 18. september præsenterede Mette Frederiksen en række nye landsdækkende tiltag i kampen mod corona. Video: Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

De særlige restriktioner, der gælder i hovedstadsområdet, bliver bredt ud til resten af landet med virkning fra lørdag klokken 12.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag.

Restriktionerne omfatter et forsamlingforbud i hele landet, der indebærer, at man maksimalt må samles 50 personer. Her er undtaget arrangementer, hvor man hovedsageligt sidder ned, hvor der gælder et forbud på at samles flere end 500 personer.

Åbningstiderne på barer, caféer og restauranter begrænses til klokken 22. I dag må serveringsstederne holde åbent til midnat, bortset fra 17 kommuner i københavnsområdet. Desuden skal man nu i hele landet bære mundbind eller visir på serveringssteder, medmindre man sidder ned.

I sundheds- og ældreplejen gælder skærpede retningslinjer om brug af mundbind eller visir. Det gælder også patienter, der skal til egen læge, sagde statsministeren.

Der indføres krav desuden om »synligt opsynspersonale« i lokaler i detailhandlen over 2.000 kvadratmeter, herunder eksempelvis dagligvarebutikker og storcentre. Det fremgår af Sundheds- og Ældreministeriets dokument med titlen »Tiltag til udbrudshåndtering«, hvor de nye restriktioner samt en række opfordringer er samlet.

Tiltagene gælder foreløbigt til og med 4. oktober.

Alle andre arbejdspladser – offentlige og private – opfodres til, at medarbejderne arbejder hjemme »i det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt i forhold til arbejdets udførelse«

De nye tiltag skal ses som et udtryk for, at regeringen ser på antallet af nye, bekræftede smittede med stor bekymring.

»Vi står i en alvorlig situation. Derfor vil vi i dag komme med nye nationale tiltag,« siger statsminister Mette Frederiksen (S) om udviklingen i coronasituationen i Danmark.

Der er ifølge statsministeren ikke tale om en eksplosiv stigning, men »smitten har for godt fat«. Det var forventeligt, at smitten ville blusse i efteråret, men det er sket på et tidligere tidspunkt end forventet, og niveauet er for højt.

Mette Frederiksen nævnte, at Danmark er på vej ind i en ny fase, men at landet ikke er det samme sted som 11. marts, hvor store dele af Danmark blev lukket ned. For at undgå at ende i samme situation, indføres de nye tiltag.

»Det kommer til at give frustrationer. Jeg forstår dem allesammen fuldstændig. Men jeg vil også gerne appellere til, at alle prøver at huske på, at det, vi gør nu, gør vi også af hensyn til samfundsøkonomien. Med de tiltag, vi indfører nu, vil langt de fleste danskere kunne opretholde en ret normal hverdag,« sagde Mette Frederiksen.

Ifølge statsministeren vil det have større økonomiske konsekvenser for samfundet, hvis regeringen ikke gjorde noget, end de nye tiltag vil få. I den forbindelse understregede hun, at regeringen diskuterer med Folketingets partier, hvordan virksomheder, der rammes af de nye krav om begrænsede åbningstider, kan kompenseres.

Pressemødet afholdes efter, at der de seneste dage er registreret flere og flere smittetilfælde med covid-19, mens der særligt i hovedstadsområdet er indført en stigende grad af restriktioner i forsøget på at begrænse smitten.

Fredagens tal viser, at 454 nye personer var testet positiv for covid-19, hvilket er det højeste antal smittetilfælde registreret på et døgn i Danmark, siden smitten brød ud. Torsdag lød tallet på 453.

Ifølge faglig direktør Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut ses en geografisk smittespredning i landet, hvor det tidligere var lokale udbrud der kunne kontrolleres.

14 procent af de indlagte er under 30 år, oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på pressemødet. 58 personer er nu indlagt på landets sygehuse. Kåre Mølbak forventer i den kommende tid et stigende pres på sygehusene.

Udviklingen i tallene fik fredag formiddag tidligere direktør i Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen til at vurdere, at regionale tiltag måske ikke længere er nok:

»Jeg mener, at mere generelle tiltag kan blive nødvendige,« sagde Nils Strandberg Pedersen til Ritzau.

Tidligere fredag kom det desuden frem, at Statens Serum Insitut vil tilbyde op mod 1,3 mio. danskere at blive testet for antistoffer mod corona i løbet af efteråret og vinteren som led i et nyt screeningsprojekt.

Se alle de nye restriktioner og opfordringer her.