Nye tider i andedammen

Karl Kühlmann Selliken Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det er ikke til at komme udenom. Når det gælder sikkerhed og terrorfrygt, lever vi i et helt andet samfund end for ti år siden.

Trusler og terrorplaner mod dagblade, satiretegnere, redaktører, debattører og politikere – og ikke mindst de grufulde begivenheder ved Krudttønden og synagogen i København sidste år – har betydet en øget indsats for sikkerhed, og danskerne har måttet vænne sig til betjente med automatvåben i gadebilledet.

Beredskabet er steget til et niveau, man tidligere forbandt med det store udland, hvor ikke alt var lige så fredeligt som hjemme i andedammen, hvor en minister kunne cykle gennem Kongens by uden sikkerhedsopbud.

Heldigvis er det ikke så let at slå folkesjælen ihjel, for selv om vi må ændre samfundet i takt med tiden, gør vi det på en særlig dansk måde.

Jeg kan således ikke huske at have set fotos fra en politisk sammenkomst noget andet sted i verden – formel eller uformel – hvor politiet patruljerede i uniform, skudsikker vest og ballondyr oven på kasketten, som et par betjente gjorde på Folkemødet på Bornholm.

Eller som i weekenden, hvor min far, bror og jeg tog til Københavns Havn for at se på de mange krigsskibe, der gjorde holdt på vej til en NATO-øvelse i Østersøen og i farvandet omkring Sjælland.

Man må formode, at et flådeskib fra en af de mange krigsførende nationer, der var repræsenteret, ville være et oplagt terrormål, og der var da også opstillet et hegn rundt om området, hvor skibene lå. Men så var det, at den danske roligankultur viste sig også at gælde sikkerhedshensyn.

Et par hjemmeværnsfolk, der tydeligvis lige kunne holde dagen ud, gennede jovialt folk gennem et temmeligt afslappet sikkerhedstjek.

Vi gik om bord på den tyske fregat »Schleswig-Holstein«, hvor man tog imod venligt, men bestemt og med vanlig tysk effektivitet: ind her – ud her, tak for besøget.

Anderledes afslappet var stemningen på danske »Niels Juel«, der under øvelsen fungerer som flagskib. Der var sort af mennesker, der kunne se alt fra redningsudstyr til skydevåben og tage selfies i stolen på kommando­broen. Over hele skibet stod smilende besætningsmedlemmer klar til at svare på landkrabbernes mange spørgsmål.

Det gjaldt ikke mindst skytten, der demonstrerede, hvordan det fastmonterede tunge maskin­gevær virkede. Der var stor interesse blandt de fremmødte for at få lov at prøve at sigte, og alle kom til, mens skytten beskrev, hvor hurtigt, man ville kunne fjerne den og den båd fra havets overflade, såfremt geværet havde været ladt.

Og det var betryggende at vide, da der i samme stund kom en båd fra havnerundfarten sejlende forbi. En del af passagererne havde nemlig i dagens anledning klædt sig ud som pirater med klap, sørøverflag og det hele. »Aaaaargh!« råbte de stridslystent op til os, mens de raslede med deres plastiksabler.

Og så er det jo meget trygt med sikkerhed på den danske måde.