Nye tal: Mens lærerne, akademikerne og lederne bliver mindre under dynen, sidder termometret bedre fast i munden på andre

De ansatte i Københavns Kommune holder fast i den positive udvikling i sygefraværet. Akademikere og ledere er mindst syge. Se også liste over antal sygedage i alle landets kommuner nederst.

Børn leger I vognmandsparkens Børnehave i Roskilde. Efter flere år med positiv udvikling i sygefraværet blandt pædagoger i København er det stagneret de seneste par år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Hvis du indimellem synes, at der vel ofte står »Katrine syg - vikar tilkaldt« på tavlen i vuggestuen eller børnehaven, er du ikke helt galt afmarcheret.

Københavns Kommune har i flere år arbejdet intensivt med at sænke et højt sygefravær blandt kommunens mange tusinde ansatte. Derfor følger kommunen sygefraværet tæt med halvårlige sygefraværsrapporter.

Den nyeste af slagsen er netop udkommet. Sygefraværet er faldet med 0,3 dag sammenlignet med samme halvår i 2016. Dermed ender det gennemsnitlige sygefravær på 5,8 dage det seneste halve år.

Holder tendensen året ud, viser en prognose, at årets snit vil lande på 11,2 dage per ansat i kommunen for 2017. Et rekordlavt gennemsnit sammenlignet med de seneste mange år. I 2007 lød sygefraværet på 16,3 dage.

Dykker man ned i tallene fremgår det, at sygefraværet for kommunens største gruppe, SOSU-personalet, er faldet med 0,8 dag over det seneste år.

Generelt ses en tendens til, at de personer, der arbejder med børn - med undtagelse af skolelærerne - fortsat har relativt højt sygefravær.

Dagplejere, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere og pædagoger ligger alle til i toppen på listen over sygefravær.

Pia Allerslev er børne- og ungeborgmester i København og har både pædagogerne og lærerne under sig.

Lærernes sygefravær er faldet fra 7,2 til 5,5 på to år.

»Det går lige nu en smule langsomt med at få sænket pædagogernes sygefravær yderligere. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Vores indsats er den samme over for lærerne som på daginstitutionsområdet. Pædagogerne arbejder med små børn og er derfor oftere syge, fordi de er disponeret for bakterier og vira. De vil uanset hvad være mere syge. Vi skal blive ved med at arbejde med det. Jeg vil meget gerne have den længere ned og lige så hurtigt som de andre,« siger Pia Allerslev.

Artiklen fortsætter under tabellen

Større fokus på mistrivsel

Borgmesteren er tilfreds med den generelle tendens i sygefraværet. Københavns Kommune har de seneste år under overskriften »Arbejdspladsen i fokus« arbejdet på at forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på kommunens arbejdspladser.

»Fortjenesten for det samlede fald skal også tilskrives fagforeningerne. De har også fået deres medlemmer til at forstå, hvor usolidarisk man i virkeligheden er, hvis man ikke møder op på arbejde. Vi husker alle de her diskussioner om øv-dage, og dem er vi heldigvis forbi. Man skal ikke gå på arbejde, hvis man er syg, men hvis der er noget strukturelt i ens eget liv eller generelt på arbejdspladsen, er man nødsaget til at få ryddet op i det,« siger Pia Allerslev.

Lærernes faldende sygefravær tilskriver hun også, at skolereformen og arbejdstidsaftalen er faldet på plads og blevet dagligdag.

Vejen frem er yderligere fokus på, hvornår man fysisk syg eller syg på grund af mistrivsel.

»Det er vigtigt at vide, hvor meget af den her sygdom, der kommer af feber, og hvor meget der kommer af, at man bare ikke trives på sin arbejdsplads. Det skal vi gøre i fællesskab med fagbevægelsen. Vi skal have mindsket den der mistrivselssygdom yderligere,« siger Allerslev.