Nye fartgrænser i Indre by: Her skal du løfte foden fra speederen

Københavns Kommune vil sænke fartgrænserne betydeligt i hele København. På to gader i Indre By bliver fartgrænsen nedsat med 25 procent.

Med Teknik- og Miljøudvalgets plan over fartnedsættelse i København bliver Indre By den bydel med flest hastighedszoner på 30 km/t. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Særligt i de sene aften- og nattetimer er Københavns Indre By præget af larm og støj.

Men nu er der godt nyt til beboere i bydelen, som muligvis kan se frem til mindre trafikstøj – både om dagen og om natten.

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning vil nemlig sænke fartgrænsen med 10 kilometer i timen på de fleste veje i København og få steder 20 km/t.

Planen, som Københavns Kommune kalder for »den hidtil mest ambitiøse plan for at sænke hastigheden på veje over hele byen«, skal blandt andet være med til at sænke støjgener i tætbebyggede områder, blandt andet i Indre By.

»Københavns Kommune har arbejdet på at sænke hastighederne i lang tid, blandt andet fordi det er en effektiv måde at gøre noget ved støjgenerne i en tætbebygget by. Med beslutningen følger København i sporene på flere andre europæiske storbyer, hvor man har besluttet at sænke hastighederne,« oplyser Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, i en pressemeddelelse.

Fart sænkes i Prinsessegade

I Indre by vil hastighedsnedsættelserne især kunne mærkes for bilister, der færdes i Prinsessegade på Christianshavn og på den del af Kronprinsessegade, der ligger op ad Kongens Have.

På begge gader vil farten blive sænket fra 40 til 30 km/t, hvilket betyder, at fartgrænsen falder med 25 procent.

I de gader i Indre By, der på nuværende tidspunkt har en fartgrænse på 50 km/t, forventes farten nedsat til 40 km/t.

Færre biler – flere cykler

Der bliver ikke lagt skjul på, at målet med hastighedsnedsættelserne er at gøre livet mere surt for byens bilister og dermed få flere til at vælge bilen fra i København.

»Ved at sænke hastigheden 10 km/t i København forventes det mindre attraktivt at tage bilen på grund af længere rejsetid,« skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i indstillingen af projektet.

Derudover skal de nye fartgrænser sænke udledningen af CO₂, oplyser teknik- og miljøborgmester Line Barfod i pressemeddelelsen:

»Den samlede udledning af CO₂ fra vejtrafikken har stort set ikke ændret sig de seneste ti år. Derfor er det helt nødvendigt, at vi nu tager det tunge værktøj i brug og gør det over hele byen.«

Men det er ikke alle, der er tilfredse med udsigten til lavere fartgrænser.

Brancheorganisationen FDM, som varetager bilisternes interesser, mener, at Københavns Kommune misbruger den forsøgsordning, som gør det muligt at nedsætte fartgrænsen i udvalgte zoner.

»Problemet er, at man ødelægger fremkommeligheden i et forsøg på at genere bilisterne mest muligt,« siger chefkonsulent hos FDM, Dennis Lange, til TV 2 Lorry.

Bump på vejen

I alt forventes regningen for projektet at løbe op i 90 millioner kroner. De penge skal blandt andet bruges på nye skilte, ligesom der skal laves chikaner og bump på en del veje.

Hvis projektet vedtages 30. maj, forventer Teknik- og Miljøforvaltningen, at implementeringen af hastighedszonerne påbegyndes i slutningen af 2022 og forventes at være helt køreklar i 2025.

Hastighedsnedsættelserne bliver implementeret udefra og ind mod centrum af byen i følgende rækkefølge: Valby, Vanløse, Brønshøj og Husum, Bispebjerg, Østerbro, Amager Øst, Amager Vest, Vesterbro og Kgs. Enghave, Nørrebro, Indre By og Christianshavn.